Dag 1: Ankomst til Marrakech (A)
Du ankommer til Marokko om formiddagen. Rejselederen og bussen kører dig derefter fra lufthavnen til vores hotel. Efter indtjekningen er der mulighed for at slappe af på værelset, lære hotellet og nærområdet at kende og måske tage ind til Marrakech’ levende centrum og spise frokost. Rejselederen giver gerne gode råd til din første dag i Marrakech.

Billede: Soukken i Marrakech - den lokale basar.
Aftensmaden serveres på hotellet.
Dag 2: Heldagsudflugt med historisk byrundtur i Marrakech (M,F,A)
I dag skal du opleve det historiske Marrakech. Byen er berbernes tidligere hovedstad og kaldes også for Den Lyserøde By, da det lokale ler, som man har bygget byen af, er pigmenteret lyserødt. Faktisk skifter farven i løbet af dagen, alt efter solens position. Marrakech er også kendt som blandt andet Rosenbyen og Marokkos Juvel på grund af dette distinkte farvespil. Undervejs spiser vi frokost på en lokal restaurant.
Sammen med rejselederen og kyndige lokalguide, kan du glæde dig til en færd i den fortryllende gamle bydel; Medinaen, som er på UNESCO's verdensarvsliste. Vi går ad snævre stræder til de forskelligartede kvarterer, hvor dufte, lyde og udsigter gemmer på lokale krydderier, traditionelle bagerier, gamle moskéer og smuk arkitektur. Turen går længere ind i soukken, hvor du møder butikker og boder med alskens farverigt kunsthåndværk.
Udefra beundrer vi den berømte Koutoubia moské, som er den største i Marrakech. Her knejser den 77 meter høje minaret med sit karakteristiske spir, der har fire kobberbelagte jordkloder helt på toppen. Moskéen er bygget i slutningen af 1100-tallet og betragtes af mange som en af de smukkeste i den vestlige del af den muslimske verden.

Billede: Den berømte Koutoubia moské.
Vores færd bringer dig forbi andre centrale steder i Marrakech, bl.a. paladset El Bahia, Saadia-mausoleet fra slutningen af 1500-tallet og Menara Botaniske Have med vandingskanaler, der kan dateres tilbage til 1200-tallet. Du ser ligeledes den centrale plads; Djema El-fna, der er essensen af Marrakech kogt ned til én sted. Her er der fra morgenstunden fyldt med krydderi- og frugtsælgere, og op ad dagen kommer der slangetæmmere, folk der faldbyder messingarbejder og vandsælgere med de karakteristiske læderposer. Senere underholder de dansende Chleuh-drenge, og ved aftenstide bliver pladsen fyldt op med madboder og et mylder af mennesker.
Vi returnerer til hotellet efter en stemningsmættet dag, hvor aftensmaden serveres i hotellets restaurant.
Dag 3: Halvdagsudflugt til Jardin Marjorelle og Berbermuseet (M,A)
dag vil vi efter morgenmaden besøge den berømte have og art deco-villa: Jardin Majorelle, skabt af den franske maler Jacques Majorelle (1886-1962). Senere blev Villaen overtaget og vedligeholdt af den verdenskendte modeskaber Yves Saint Laurent, hvis hus og have det var frem til hans død i 2008. Villaen og haven er også kendt som YSL haven. Her finder du en dejlig ro og smuk havekunst samt ikke mindst et museum for berber-kultur i form af kunsthåndværk, smykker, tekstiler og meget mere. Vi besøger både haven og museet og kører derefter tilbage til hotellet hvor resten af dagen er på egen hånd.

Billede: Jardin Majorelle.
Om aftenen spiser vi middag på hotellet
Dag 4: Fridag på egen hånd, eller ekstraudflugt til Ait Ben Haddou (M,A)
Mættet af de to foregående dages program, har du nu mulighed for at gå på opdagelse i Marrakech på egen hånd. Der er mulighed for at finde den bod i basaren (soukken) eller den lille café, som du så på byrundturen. Eller måske har du lyst til at besøge Badi-paladset, fra slutningen af 1500-tallet, som ved sin færdiggørelse indeholdt mere 350 værelser.

Billede: Badi-paladset.
Du kan selvfølgelig også nyde dagen på hotellet og gøre brug af deres forskellige services indenfor Wellness som spa, hamam og massage. Eller måske tage en dukkert i hotellets pool.
Har man mod på flere eventyr kan man som ekstraudflugt komme på en panoramatur over Atlasbjergene mod oasebyen Ait Ben Haddou . Undervejs vil du opleve fantastiske naturscenerier, mens turen går op mod Nordafrikas højeste bjergpas; Tizi-N-Tichka i 2.269 meters højde. Herfra er der en imponerede udsigt mod de høje Atlasbjerge, som - hvis vi er heldige - vil stå med sneklædte toppe. Vel over passet kører vi ned mod og stopper ved byen Ait Ben Haddou, hvor vi spiser frokost inden vi går over mod den gamle bydel.

Billede: De høje Atlasbjerge og Tizi-N-Tichka passet.
Ait Ben Haddou er på UNESCO's verdensarvsliste, og det forstår man godt. Det er en befæstet lerklinet by også kaldet Kabash med imponerende tårne og geometriske mønstre. Byen er så unik og velbevaret, at den også er kendt som Afrikas Hollywood, da mange film gennem årene, bl.a. Lawrence of Arabia fra 1962, er optaget her.
Turen er lang og vi vil sidde en del i bus. Vi holder selvfølgelig undervejs ind flere steder for kaffepauser og toiletpauser – og ikke mindst fotostop, hvor vi kan forevige de smukke bjergmiljøer.

Billede: Ait Ben Haddou.
Vi ankommer ved aftenstide til vores hotel, hvor aftensmaden serveres.
Dag 5: Halvdagsudflugt til Ourika-dalen, møde med lokale berbiske traditioner (M,A)
Berbernes smukke dale i de høje Atlasbjerge er målet for halvdagsudflugten i dag. Et god råd: Husk kameraet. Vi kører til Ourika-dalen, hvor nødde- og frugt træer pryder vejen gennem det frodige landskab, der er pakket ind i kløfter og floder. Vi besøger et lokalt berber-hus, hvor ejeren introducerer os til, hvordan man laver den lokale mynte-te og byder på et traditionelt morgenmåltid.
Vi fortsætter mod vores sidste stop – en landsby i 1.500-meters højde, hvor man kan indsnuse stemningen, gøre lidt indkøb eller måske nyde en kop kaffe eller the.

Billede: Ourika-dalen.
Tilbage på hotellet er resten af dagen til fri afbenyttelse. Middagen indtages på hotellet.
Dag 6: Heldagsudflugt til kystbyen Essaouira (M,A)
I dag står i havets tegn. Efter morgenmaden går dagens udflugt til den historiske havneby Essaouira, som ligger ved Atlanterhavets kyst. Undervejs har du mulighed for at nyde det smukke landskab, lære mere om Marokko og områdets historie - blandt andet under portugisisk styre. Vel fremme går turen til bymuren omkring Essaouiras gamle medina, og du får mulighed for at suge til dig af stemningen fra byens basar. Resten af dagen og frokost er på egen hånd. Hvorfor ikke gå en tur rundt i medinaen som ikke er så hektisk som i Marrakech, eller besøg havneområdet, for enden af byens store plads og nerve, hvor fiskerbådende lægger til med dagens fangst med udsigt til den imponerende fæstning ”La Scala” med kanoner og skydeskår.

Billede: Fæstningen La Scala i havnebyen Essaouira.
Essaouira er også hjemsted for den særlige Gnaua-musik, der stammer fra tiden, hvor byen var et center for handel med afrikanske slaver. Ved et besøg på Moulay El Hassan Pladsen vil Gnaua-musikken formentlig strømme fra en af de mange caféer på pladsen.
Gnaua-musikken gjorde byen populær for mange musikere i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne, hvor musikere som Jimi Hendrix og Leornard Cohen m.fl. havde deres gang i Essaouira. Musikken inspirerer den dag i dag, og byen er stadig kendt for sin koloni af musikere og kunstnere. Der er således rig mulighed for at slå et smut fordi en af byens gallerier som f.eks. Othello Gallery.

Billede: Havnebyen Essaouira ved Atlanterhavets kyst.
Efter en oplevelsesrig dag i Essaouira kører bussen tilbage til hotellet i Marrakech, hvor aftensmaden serveres.
Dag 7: Fridag på egen hånd (M,A)
Dagen i dag er på egen hånd. Der er mulighed for at nå de sidste indkøb og suge de sidste indtryk til sig.
Måske en sidste tur til Djema El-Fna pladsen om morgenen for at købe krydderier kunne friste, eller noget kunsthåndværk fra soukken? Eller en tur til en af byens mange smukke haver?

Billede: Djema El-Fna pladsen.
Aftensmaden indtages på hotellet.
Dag 8: Hjemrejse (M)
Efter morgenmaden tjekker vi ud fra hotelet og kører mod lufthavnen i Marrakech for at flyve hjem til Danmark.