Skip to main content

En rejseberetning fra Sicilien

Oplevelser på Middelhavets største ø 

I efteråret 2023 rejste vores kollega Karina fra København til Sicilien for at lære øen – den ’bold’ Støvlelandet sparker til – at kende. I løbet af otte dage stiftede hun bekendtskab med den lækre, syditalienske Middelhavsperle i selskab med en af vores danske grupper. Hver dag tikkede der opdateringer ind på kontoret fra livet på Sicilien til stor misundelse fra os kolleger. Her kan du også få et indblik i Karinas uforglemmelige oplevelser.

Kære venner hjemme i Skandinavien,

Selv om det først var i går morges, vi ankom til sicilianske Catania, føles det, som om jeg allerede har rejst i dagevis. Efter transport til vores hotel nogle kilometer uden for øens hovedby, havde vi den første dag fri til at lære øen at kende på egen hånd. Jeg besluttede mig for at udforske kysten til fods og gik nogle kilometer langs stranden ved Det Ioniske Hav. Undervejs stoppede jeg naturligvis op og fik en kold øl. Vejret er fantastisk, til trods for, at vi er et stykke inde i oktober, og når solen står højt på himlen, kan man sagtens have bare ben – og undvære jakken.
 

Billede:
Sicilien byder på varme og turkisblåt vand

Op i højden mod et af Siciliens absolutte højdepunkter

Et af rejsens højdepunkter – i både bogstavelig og overført betydning – er sat til daggry næste dag – vi skal til vulkanen Etna. Vores buschauffør Franco styrer bussen med sikker hånd, og mindst lige så sikker er vores rejseleder Grethe, der sidder ved siden af. Da vi ankommer til den mægtige vulkan, bliver vi med det samme klar over, hvor levende den er – røgen stiger op fra krateret og strækker sig mod solen. Vores tur tager os 2.000 meter opad, og efter vi har stoppet ved de mange caféer og souvenir-stande med alle tænkelige lavainspirerede memorabilia, kan de gæster, som har lyst, komme endnu højere op.

 
Billede: Det er svært ikke at blive imponeret her ved Etnas mægtige krater.

De, der vælger at blive tilbage, får tid på egen hånd til at gå rundt blandt standene, nyde en kop kaffe og udforske Etnas ’base camp’. I min gruppe valgte jeg og fem andre at tage turen mod toppen – en tur, der kostede ca. €80 og tog et par timer. Vi kørte med tovbane og gik ca. en kilometer. Det var fantastisk at stå og kigge ud over det mægtige krater, men også lidt køligere, heroppe i 3.000 meters højde. Med tæer, der blev sorte i sandalerne af lavasand, vendte vi igen næsen nedad, hvor vi i samlet trop kørte videre mod Taormina.

Vulkanske vine og et antikt amfiteater

På vejen videre stopper vi ved en af de mange vingårde, der nyder godt af den særlige vulkanske jord, der findes omkring Etna. Vi smager lokale vine og får en god frokost, inden vi mætte og tilfredse drager videre mod Taormina. Her er vi i sandhed ikke alene, men det er svært at bebrejde de mange mennesker, som er kommet til denne utrolig dejlige by (måske takket være den populære tv-serie The White Lotus, hvor anden sæson udspiller sig netop her). Der er ikke noget fælles program i byen, og man kan i stedet udforske byen på egen hånd. Vi, der valgte at hægte os på Grethe, fik en fantastisk lille guidet bonus-tur gennem byen, og derefter besøgte jeg det pragtfulde græske, gamle teater. Sikke et sted! Jeg er meget imponeret og gik tilbage mod bussen med følelsen af, at det er et must på en rejse til Sicilien.
 

Billede: Taorminas fantastiske amfiteater er næsten lige så smukt som de velsmagende sicilianske vine.

Næste dag tager vi videre fra Siciliens østkyst op mod den nordvestlige kyst og Palermo og Mondello. Gårsdagens eventyr på vulkanen har ført gruppen sammen – i bussen bliver latteren højere og højere, når vores stjerne Grethe fortæller historier uden sidestykke. Hun skildrer Sicilien og øens kultur på fantastisk vis, samtidig med at hun også både dirigerer og hylder chaufføren Franco for hans indsats på vejene.

Med kunst på hvert trappetrin

Halvvejs ankommer vi til keramikbyen Caltagirone. Her er et turisttog, som man kan tage det sidste stykke ind til byen, da bussen ikke kan køre hele vejen ind. Grethe er dog for rastløs til at vente på togets planlagte ankomsttid, så i stedet finder hun telefonen frem og kan takket være sine kontakter få fat på toget på ingen tid. Det bringer os til byens frodige park, mens de sicilianske klassikere skratter i højtaleren, og før vi ved af det, er vi fremme ved en af byens største attraktioner – den ca. 240 trin høje trappe, hvor hvert trappetrin prydes af smuk keramikkunst.
 

Billede: Det er en ren fryd at gå op ad Santa Maria del Monte-trappen, takket være den smukke kakkelkunst.

De af os, som har friske ben, går både op og ned, og når vi har fået en forfriskning på torvet, går vi tilbage til bussen, som nu kører videre mod et andet højdepunkt – Villa Romana del Casale. Wow, en flot mosaik! Her er det mest spektakulære mosaikgulv, jeg nogensinde har set, og det svimler næsten, når man tænker på, at denne villa har stået her siden 300-tallet.
 

Billede: Piazza Amerina levererer både charmerende gyder og den spektakulære mosaik i Villa Romana del Casale.

Fredfyldte Mondello og den sicilianska ro

Vi spiser frokost i en lille by, hvor personalet på restauranten hilser på Grethe med varme og kærlighed, og stemninger smitter til hele gruppen, der spiser som kongelige: Maden smager fantastisk. Grethe underholder os de sidste timer i bussen, før vi, langs en allé af blomstrende kapoktræer, triller ind i badebyen Mondello og videre til vores hotel, der ligger smukt på en klippeafsats. Her, lige som på resten af øen, er en afslappet ro, som på mange måder adskiller sig fra det italienske temperament, man ellers kan være vant til fra sine rejser til Italien. Det er ingen kunst at slappe af og nyde aftenen her, og vi hviler trætte og tilfredse ud efter en dag fuld af oplevelser på Sicilien.
 

Billede: Middelhavsmaden smager bedst tæt på havet.
 

Pittoresk hovedstadspuls i Palermo

På rejsens fjerde dag er der et besøg i øens hovedstad Palermo på programmet. Byen ligger blot 20 minutter fra Mondello, og Grethe tager os med på en rundtur gennem parker, langs gader og stræder og slutter af på byens store marked. Her slår vi os ned, hvor vi kan finde en plads, og vi nyder en dejlig kop kaffe eller et glas vin, inden vi skal videre – denne gang op i bjergene til byen Monreale. Den lokale guide Salvatore, der imponerer os alle, tager os med til kirken Duomo di Monreale, som blev bygget af den normanniske konge Wilhelm II af Altavilla for at hædre Jomfru Maria.
 

Billede: Fantastisk arkitektur i Monreale

Frokosten skal ifølge programmet egentlig nydes på egen hånd, men Grethe vinker til vennerne på den lokale restaurant, og voila, så sidder vi alle sammen pludselig og nyder den lækreste mad, man kan tænke sig. Vi kører derefter hjemad mod Mondello, og i den dejlige eftermiddagssol er vi mange, der køler os ned med et skønt dyp efter en begivenhedsrig dag.

Læs også: Guide til det italienske køkken
 

Cefalù – stedet man kun kan elske

Vores næste rejseoplevelse bliver en dag i Cefalù, som ligger godt og vel halvanden timers kørsel vest for Mondello. Officielt er dagen fri til oplevelser på egen hånd, men Grethe lader os ikke slippe så let … 😉 Hun tager os med rundt til den charmerende bys højdepunkter, og til frokost anbefaler hun os et sted, som bliver alle gæsternes favorit – på hele rejsen. Maden er guddommelig. Cefalù er virkelig en by, som smager af mere, og det er nærmest umuligt ikke at forelske sig i denne kystperle.

 
Billede: Cefalù er en klar favorit, man kan huske tilbage på, længe efter at rejsen er slut.

Jeg indleder næste dag med en power walk for at lære Mondello lidt bedre at kende. Stranden er lækker, og de hyggelige, små restauranter ligger side om side – her er virkelig dejligt. Overalt sidder mennesker, der nyder den gode mad, den gode vin og – ikke mindst – den gode is. Og is bliver der en hel del af i dag, når vi tager mod Agrigento og Tempeldalen – en antik og imponerende attraktion. Vi triller derefter videre mod Noto i nærheden af Syrakusa, hvor vi skal bo de sidste to nætter.

En fantastisk afslutning på en fantastisk rejse

Vores sidste hele dag på Sicilien tilbringer vi i Syrakusa og byens ældste del Ortigia. Endnu en fantastisk dag. Grethe er fast besluttet på at lade os få så meget som muligt ud af vores rundrejse på Sicilien, og efter en dejlig frokost på markedet med masser af småretter følger en byrundtur gennem de snoede gader. Som prikken over i’et er det lykkedes Grethe at arrangere en bådtur for alle, der har lyst, og det bliver en vidunderlig sejlads med både latter og sang – en herlig afslutning på en fantastisk uge.
 

Billede: Syrakusa og Ortigia byder på små, hyggelige torve og bugnende delikatessebutikker.

Mødet med Sicilien har været en stor oplevelse for mig. Det var fantastisk at se øen med Grethes øjne og i selskab med resten af gruppen. Oplevelsen er uforglemmelig, og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg sætter mine fødder på Sicilien. Ciao Bella!

 
Billede: En herlig gruppe, som vender tilbage til Skandinavien fra Sicilien med masser af nye minder.

Læs også: Dette kan du også opleve på Sicilien

/Karina

Find rejse
Vælg kun det, som du synes er vigtigt