Kulturrejse til Slovenien
Slovenien – den bedst bevarede hemmelighed
"Den der lever stille, lever godt" er en betegnelse, der passer godt, når det gælder Slovenien og hovedstaden Ljubljana. Af uransagelige grunde har mange endnu ikke fået øje på dette lille smørhul i Europa, men der venter store oplevelser i Sloveniens intime hovedstad, Ljubljana, samt på udflugter både i bjergrige egne og under jorden - alt af nærmest overnaturlig skønhed. Oplevelserne venter lige uden for døren fra vores hotel centralt i Ljubljana, som er den hyggeligste hovedstad i Europa.
Derfor skal du rejse med os til Ljubljana:
- Besøg Europas hyggeligste hovedstad
- Nyd det afslappede leben i smukke omgivelser
- Oplev et madmekka og et "nyt" vinland af høj kvalitet
- Se smukkest tænkelige naturscenerier i Alperne
- Kør med tog under jorden i Postojna-drypstenshulerne
Ljubljana
Byen er en af Europas mindste hovedstæder med ca. 300.000 indbyggere, men har alt, hvad man kan ønske sig af spændende historie, bedårende arkitektur og alsidige kulturelle tilbud. Der er en livlig, men behagelig afslappet atmosfære, hvor man er meget ude, og ung som gammel nyder byens evigt omskiftelige puls.
Søerne i Bled og Bohinj
Slovenien er et meget grønt land, og et af de mest skov- og bjergrige i Europa. Vi tager på en heldagsudflugt uden for hovedstaden og får naturoplevelser af en anden verden. De største attraktioner i landet er de naturlige perler, som landet er fyldt med. Den mest berømte af disse er søen i Bled, der ligger smukt for foden af de julianske alper i den nordvestlige del af landet og bare 60 km fra Ljubljana. Søen er et ægte naturligt glansbillede med den lille ø med kirke i midten, ikonisk og præcis lige så smuk, som man ser den på alle postkortene. Dybere inde i bjergene ligger den noget større sø i Bohinj, ca. 20 km fra Bled. Ikke så kendt, men endnu mere populær blandt de lokale, da omgivelserne er helt naturlige.
Underjordiske Postojna
Nogle af de største underjordiske grotter i verden ligger i Slovenien, og den største af disse ligger 50 km syd for hovedstaden. Her går vores anden udflugt uden for Ljubljana til. Der åbner sig en magisk verden for vores øjne, mens vi kører med tog dybt under jordens overflade og betragter stalaktitter og stalagmitter i alverdens farver og størrelser. I grotterne kan vi ligeledes betragte et helt særligt dyreliv, der blot findes her.
Smag på Slovenien
I Ljubljana findes som i enhver anden storby et utal af muligheder for mad og drikke. Fra streetfood-boder, til Balkan-grillbarer samt moderne hipster restauranter med lokale råvarer, og alt derimellem af internationale fodersteder. Alle internationale trends rammer også her, men der er altid en særlig fornøjelse i at finde en ægte lokal restaurant, der tilbereder retter fra det lokale køkken og serverer de lokale drikkevarer.
Slovenien er et interessant land at gå på kulinarisk opdagelse i. Præget af så forskellige køkkener som det østrigske, italienske og (det tidligere) jugoslaviske køkken betyder, at man kan ”gå local” på mange forskellige måder her.
Overraskende for mange er, at slovenerne udmærker sig på vinområdet og, igen, næsten uden nogen ved det uden for landet. Heller ikke selv om landet høster priser og anerkendelse internationalt. Der er af samme grund også skudt en del vinbarer op i hovedstaden, hvor man kan få sig nogle virkelig gode oplevelser med lokal vin. En god måde at afslutte en lang udflugtsdag på, eller en hyggelig optakt til god middag.
Kort dagsprogram for rejsen:
Dag 1: Ankomst til Ljubljana. Byvandring med lokal guide. Middag på lokal restaurant (A)
Dag 2: Besøg på slottet og byens marked (M,A)
Dag 3: Udflugt til Bled og Bohinj (M,F)
Dag 4: Udflugt til Postojnagrotterne. Middag på lokal restaurant (M,A)
Dag 5: Hjemrejse (M)