Dag 1: Ankomst til Zürich. Kørsel til Alpebyen Täsch (A)
Efter ankomsten til Zürich tager vi sammen med rejselederen fat på oplevelserne i Alperne. Vi skal køre en smuk rute gennem alpelandet til hotellet i Täsch. Byen ligger i Mattertal i kantonen, Valais, og ligger i over 1400 m. højde. Täsch er vores base de første to nætter, og er en typisk lille alpin by, der primært ernærer sig af både sommer- og vinterturisme. Der bliver tid til at kigge sig lidt omkring i den lille by med de stejle skrænter på hver side inden vi spiser aftensmaden sammen på hotellet.
Dag 2: Udflugt med tog til Zermatt og med Gornergrat Bahn (M,A)
En fantastisk dag venter efter morgenmaden. Vi tager lokaltoget den korte vej til Zermatt, der også er et af de mest berømte skisportssteder i Schweiz, med adgang til at stå på ski i både Schweiz og Italien. Herefter tager vi en af de mest berømte bjerg(tog)baner videre op i terrænet: Gornergrat Bahn, der både historisk og teknisk er noget helt særligt, da den er bygget tilbage i 1898 - og elektrificeret helt fra begyndelsen. Turen med bjergbanen tager os helt op over 3000 meter over havets overflade til udsigten (hvis vejret bare er nogenlunde klart) mod det vel nok mest berømte bjerg af dem alle i Alperne, Matterhorn. Med sine næsten 4500 meter og ikoniske form ser det næsten for perfekt ud til at være virkeligt.
Efter besøget med Gornergrat Bahn tager vi banen ned til Zermatt igen og har noget tid på egen hånd, inden vi vender tilbage til hotellet i Täsch, hvor resten af dagen og aftenen er på egen hånd.

Billede: Zermatt.
Dag 3: Togrejse med Gletsjer-ekspressen fra Brig til Chur via Oberalp passet (M,A)
Efter morgenmaden kører vi med bussen fra hotellet og ned gennem Mattertal til Brig.
Et af de store eventyr venter os på dagens togrejse, som går fra Brig til Chur på den UNESCO-beskyttede Gletsjer-ekspres. Toget vi rejser med er kendt som: Verdens langsomste eksprestog, hvilket ikke er så mærkeligt endda, da toget skal forcere store højder og snoede spor. Vi kører gennem dybe dale, lange tunneller og høje bjergpas - fra ca. 600 meters højde i Brig helt op over 2000 meter ved Oberalp pass.

Billede: Gletsjer-ekspressen.
Dag 4: Togrejse med Bernina-ekspressen til Tirano via St. Moritz. Kørsel til Stresa (M,A)
Vores togeventyr fortsætter med – en mindst lige så imponerende togrejse fra Schweiz til Italien. Turen med Bernina ekspressen går bl.a. via det mondæne St. Moritz, og er den højest beliggende jernbane. Gennem eventyrlige dale med udsigter til høje tinder og gletsjere kommer vi helt om i over 2200 m. højde inden vi rammer grænsen til Italien, hvor vi står af i Tirano. Her venter vores bus, og tager os til Lago Maggiore, hvor vi slår os ned i byen Stresa på et fint hotel helt nede ved den smukke sø.

Billede: Lago Maggiore.
Dag 5: : Fridag ved Lago Maggiore til egne oplevelser (M)
Italiens store søer i Nord er et meget yndet rejsemål for både udlændinge og Italienerne selv. Det milde klima på kanten af Alperne er et skønt og flot område at nyde La Dolce Vita i. Dagen er til fri disposition i Stresa, som udover sine fantastiske beliggenhed også har en række arkitektoniske perler at nyde efter nogle dage, hvor vi mest har været ude i naturen. Her er rig lejlighed til at nyde et en ægte cappuccino, et glas god vin eller spise lokale specialiteter på en af de lokale restauranter.

Billede: Lago Maggiore.
Dag 6: Togrejse fra Stresa til Locarno (CH) med Centovallibanen (M,A)
Dagens udflugt tager os igen tilbage til Schweiz til smukke Locarno. Og rejsen derhen bliver virkelig smuk. Fra morgenstunden tager vi det lokale tog til byen med det smukke navn, Domodossola. Herfra afgår en af de smukkeste Italienske togstrækninger, Centovallibanen, til Schweiziske Locarno. Det er en rigtig bjergbane med smalle snoede spor, tæt på bjergsider, over broer og floder. I Locarno, der er kendt for det mildeste klima i Schweiz, er der tid til at gå på opdagelse og købe frokost. Vi bliver hentet af vores bus og kørt tilbage til Lago Maggiore og vores hotel i Stresa.

Billede: Stresa.
Dag 7: Besøg i Como og sejltur på Comosøen til Bellagio (M)
Dagen byder på udflugt til Como og Lago di Como, Comosøen. Vi starter i byen Como, som er et regionalt centrum med omkring 80.000 indbyggere. Her har vi tid på egen hånd til enten at gøre indkøb eller besøge nogle af byen seværdigheder. Der er flere smukke kirker bl.a. Cattedrale Santa Maria Assunta – en gotisk renæssance kirke fra det 14 århundrede. For de som blot vil spadsere rundt er der det lokale leben at følge med i, evt. fra en fortovscafe i byens centrum.

Billede: Gade i Bellagio og Comosøen.
Vi skal herefter besøge ”Comosøens perle”, Bellagio. Vi kører først langs Comosøens bred og imponerende villaer til vi finder vores færge ca. 15 km nord for Como. Herfra sejler vi til perlen, som mange italienerne selv betegner, som den smukkeste lille by i hele Italien. Og smukt; det er der! Byen ligger nemlig på en tange i Comosøen, og udsigten fra både vandsiden og landsiden er overdådig.
Der er tid på egen hånd i Bellagio til at gå på opdagelse blandt pragtvillaer på smalle brostens- og flisebelagte gader, og nyde den smukke arkitektur og det charmerende café og restaurationsliv. Om eftermiddagen går turen tilbage til Stresa, hvor vi spiser middag på hotellet.
Dag 8: Hjemrejse fra Milano (M)
Vores alpine ugeeventyr i de flottest tænkelige rammer går mod sin afslutning, og vi kører mod lufthavnen i Milano, hvorfra vi flyver retur mod Danmark.