Guggenheim-museet i Bilbao
Guggenheim-museet i Bilbao er kendt for sit meget specielle udtryk. Bygningen er lavet af flader af titanium, glas og sandsten, hvilket adskiller sig fra mange andre museers flade- og murstensfacader.
Museet er tegnet af den amerikanske arkitekt Frank O. Gehry, og da han tegnede museet, skulle han efter sigende have tænkt på halen af en fisk med skinnende skæl, som skulle henvise til byens traditionsrige indtægtskilder, nemlig fiskeri og skibsbyggeri, der sammen med den tunge stålindustri gjorde byen til en af de rigeste i Spanien.
Bygningen er blevet verdensberømt for sin arkitektoniske og byggetekniske kvalitet, og folk kommer i lige så høj grad for at se bygningen som selve værkerne inde på museet. Bygningens facade glider ud i ét med tagene og afløb. Der er ikke som i traditionelle bygninger skift i materialerne. De metalklædte flader spejler lyset fra døgnets rytme – om det så er lyset fra solen eller lyset fra byen lamper. Dette giver et fantastisk lysspil og tilfører en ekstra dimension til arkitekturen.
Bilbaos storhedstid, deroute og genfødelse
Bilbao havde en nedgangsperiode i 1980erne, hvor skibsværftet og stålværkerne måtte lukke pga. konkurrencen udefra, og byens glorificerende tid havde set en ende. Det fik lokalregeringen til at søge nye veje, de ville nu satse på at give Bilbao et nyt kulturelt kraftcenter og trække turister og firmaer til fra hele verden. Guggenheim-museet i Bilbao stod færdigt i 1997.
Planen virkede. Museet i Bilbao er et af verdens mest berømte kunstmuseer, med næsten en million besøgende hvert år, og byens forhenværende storhedstid pga. fiskeri og skibsbyggeri er nu vendt tilbage i form af et museum, som slår et slag med halen for enden af flodens bred.
Vil du høre mere om Nordspanien? Læs om pilgrimsruten El camino de Santiago.
Museets udformning
Inde i bygningen er der 19 gallerier. Der er leget med formen i rummene, der alle er forskellige, idet nogle vægge er konkave og andre er konvekse, og i nogle rum er der højt til loftet, men der i andre rum er lavt. Det vil altså sige, at museumsbygningen er alt andet end den moderne hvide kube, som ellers i mange år har udgjort rammerne for kunsten på mange museer.
Med den hvide kube forstås det begreb Brian O’Doherty har skabt, som indebærer et kvadratisk rum med hvidmalede vægge, ovenlys og blankpoleret parket, som modernismens idealrum, hvor det autonome værk kommer bedst til udtryk, da det eksisterer uden for tid og rum, hvilket vil sige, uden for enhver social, politisk og økonomisk sammenhæng. Udstillingsrummet er altså et lukket værdisystem, man ser værket, som det er, og oplevelsen af det bliver ikke forstyrret eller sløret af omkringstående genstande som f.eks. farver, møbler eller dårlig belysning.
Den permanente samling på Guggenheim-museet indeholder værker af f.eks. amerikanske Andy Warhol, spanske Antonio Saura og danske Asger Jorn. Udenfor står permanent den specielle og 12 meter høj skulptur Puppy udformet af Jeff Koons. Skulpturen er levende i den forstand, at det er en hund - der godt nok ikke er levende - men derimod dækket af ægte blomster i massevis af farver, der varier fra årstid til årstid og giver hunden en levende overflade. Et andet markant dyr man finder udenfor museet er kæmpeedderkoppen Maman udført af Louise Bourgeois.
Her kan du se vores rejser til Spanien.
Er du tørstig efter mere læsning? Læs om en af de små stater, som grænser op til Spanien; Andorra - En glemt perle o Pyrenæerne.
