Skip to main content

REJSER TIL ARMENIEN

Armenien er et lille, bjergrigt land fyldt med spændende oplevelser. Det ligger i den sydlige Kaukasus-region, mellem Georgien, Tyrkiet mod vest og Aserbaijan og Iran i hhv. øst og syd, så her er ikke megen havudsigt at komme efter. Men der er til gengæld den storslåede natur med grønne dale og et bagtæppe af majestætiske, mange bjerge. Ikke mindst bibelske Ararat, som ifølge Det Gamle Testamente er det bjerg - eller snarere en snedækket og sovende vulkan - Noah strandede på med arken, da vandet begyndte at trække sig tilbage efter syndfloden.

Det er derfor ikke underligt, at armenierne anser sig selv som et folk, der nedstammer direkte fra Noahs søn. Og Armenien er da også, sammen med sit naboland Georgien, et af de ældste kristne lande i verden.
Når man rejser til Armenien er det som at rejse til en helt anden verden. Fuld af fantastisk natur, verdens-kulturarv og en årtusinder lang og fascinerende historie. UNESCO-bevarede kirker og klostre, varm gæstfrihed og lækker, armensk kogekunst. Kort sagt: Lille land - stor oplevelse.

Rejser til Armenien med Kulturrejser Europa

På en rejse til Armenien med Kulturrejser Europa ser du landets højdepunkter og får oplevelser, du ikke ville få andre steder. Naturen, seværdighederne, kulturen og folkefærdet – her er intet som derhjemme, men alligevel varmt og imødekommende. Glæd dig til at se smukke byggerier med mange år på bagen, opleve stor kultur – og til at sætte tænderne i retter fra det armenske køkken, der er både spændende og fyldt med smag.

Armeniens geografi og natur

Lige så lille, Armenien er, lige så spektakulært er landet. Geografien er præget af dramatiske kontraster, fra de frodige, grønne dale til de imponerende Kaukasus-bjerge. Det gør Armenien til et paradis for naturelskere og alle med hang til eventyr.

Armenien byder både på lavtliggende områder med frugtbare marker – hvor der bl.a. dyrkes vin – til de højtliggende plateauer og majestætiske bjergkæder. Et af de mest markante træk ved det armenske landskab er de mange floder og søer, herunder den smukke, krystalklare sø Sevan, der ligger i over 1.900 meters højde og dækker omkring 5 pct. af landets areal. Den kaldes også ’Armeniens blå perle’, og det er ikke svært at forstå hvorfor.

En særlig bemærkelsesværdig del af Armenien er bjerget Ararat, der har en særlig plads i både den armenske kultur og i bibelhistorien. Ifølge Bibelen var det på dette bjerg, Noahs Ark strandede efter syndfloden. Selv om Ararat rent geografisk i dag ligger i det moderne Tyrkiet, forbliver bjerget et nationalt symbol for det nuværende Armenien og kan da også ses fra hovedstaden Jerevan – og flere andre steder i landet.

Uanset hvor man begiver sig hen i Armenien, er den storslåede natur aldrig langt væk, og mulighederne for udendørs aktiviteter synes uendelige. Fra vandreture i de skovklædte bjerge til afslapning ved bredden af de glitrende søer.

Historie og kultur i Armenien

Armeniens historie er både lang og storslået. Den går flere tusinde år tilbage, og et af de mest bemærkelsesværdige aspekter ved den er, at Armenien var det første land i verden, der indførte kristendommen som statsreligion. Det var i år 301 e.Kr., og den kristne arv præger stadig landets kultur og dagligliv i dag. Den ses bl.a. i de mange smukke og historisk betydningsfulde kirker og klostre, der ligger spredt over hele Armenien.

Kirker og klostre

Nogle af de mest berømte kirker og klostre, hvoraf flere er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste, inkluderer Geghard-klosteret, Etchmiadzin-katedralen og Haghpat-klosteret. Disse bygningsværker er ikke blot arkitektoniske mesterværker, men også vigtige centre for spiritualitet og læring gennem århundreder. De fortæller historien om et folk, der trods invasioner og modgang har bevaret og videreført deres tro og traditioner.

Det armenske folkemord

Det armenske folkemord fandt sted mellem 1915 og 1923 under Det Osmanniske Rige, hvor cirka 1,5 millioner armeniere blev systematisk forfulgt og dræbt. Begivenhederne begyndte den 24. april 1915 med arrestationen og henrettelsen af armenske intellektuelle og ledere i Konstantinopel. Folkemordet betragtes som en af det 20. århundredes første storstilede etniske udrensninger og har efterladt dybe ar i den armenske befolkning. På trods af den fortsatte debat om anerkendelse, mindes det armenske folkemord verden over, og mindesmærker som Tsitsernakaberd i Jerevan spiller en central rolle i at ære de mistede og opretholde historisk bevidsthed.

Uagtet en barsk historie er den armenske befolkning kendt for sin stolthed og gæstfrihed, der er en central del af den armenske kultur. Besøgende vil oftest få en varm velkomst og blive budt velkommen i armeniernes hjem og tage del i landets rige historie, traditioner og velsmagende mad. Velkommen til det moderne Armenien.

Seværdigheder og aktiviteter i Armenien

Armenien er hjemsted for en række bemærkelsesværdige seværdigheder og aktiviteter, der kombinerer historisk og kulturel rigdom med naturskønne omgivelser. Blandt de mest imponerende historiske og kulturelle seværdigheder i landet er de mange kirker og klostre, der vidner om Armeniens dybe religiøse rødder og arkitektoniske traditioner. Et af de mest ikoniske steder er Geghard-klosteret, der er delvist udhugget i bjergklippen og omgivet af storslået natur. Det er – naturligvis, er vi fristet til at sige – optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Etchmiadzin-katedralen, kendt som ’Armeniens Vatikan’, er en af de ældste katedraler i verden og centrum for den armenske apostolske kirke. Her hersker en åndelig atmosfære og en rig samling af religiøse relikvier. Haghpat- og Sanahin-klostrene, der også er på UNESCOs Verdensarvsliste, giver et godt indblik i middelalderens arkitektoniske og kulturelle præstationer.

Ud over de religiøse monumenter og bygningsværker er Armenien også rig på andre historiske bygninger og monumenter. Garni-templet, et hellenistisk tempel fra det 1. århundrede e.Kr., er et unikt eksempel på førkristen armensk kultur og ligger med en flot udsigt over Azat-dalen.

Jerevan

Jerevan, Armeniens hovedstad, er en af verdens ældste kontinuerligt beboede byer med en historie, der går over 2.800 år tilbage i tiden. Byen er bl.a. kendt for sin lyserøde farve, som skyldes brugen af vulkansk tufsten. Den kaldes derfor ofte "Den lyserøde by". Jerevan er ikke kun den Armeniens administrative og kulturelle hovedstad, men også et blomstrende metropolområde med et rigt kulturliv, hvor man bl.a. kan opleve traditionelt kunsthåndværk.

Udendørs aktiviteter

Holder du af naturen og udendørs aktiviteter, byder Armenien på utallige muligheder for vandreture og naturoplevelser. Bjergenes dramatiske landskab og de frodige dale gør det mange steder til et ideelt sted for trekking og vandring. Populære ruter inkluderer bl.a. vandreture i Diljian-nationalparken, en region, der også går under navnet ’Armeniens Schweiz’ på grund af dens bakker med tætte skove og krystalklare søer. Sevan-søen, der er en af de største ferskvandssøer i Kaukasus, har gode muligheder for bådture, fiskeri og afslapning ved strandene.

Armensk gastronomi

Det armenske køkken er fyldt med smag og aroma fra en rig og mangfoldig historie. Armeniens gastronomi kombinerer elementer fra både øst og vest, hvilket resulterer i en unik, kulinarisk oplevelse. De armenske retter er kendetegnet ved brug af lokalt dyrkede, friske råvarer, herunder urter, grøntsager, tørret frugt og kød, ofte tilberedt over lang tid og med mange krydderier.

Ikoniske retter

En af de mest ikoniske retter i det armenske køkken er khorovats, en traditionel grillret bestående af marineret kød, typisk lam eller svinekød, grillet til perfektion over åben ild og serveret med grillede grøntsager og friskbagt brød. En anden favorit er dolma, hvor vin- eller kålblade er fyldt med en aromatisk blanding af hakket kød, ris og krydderier. Lavash, det lokale brød, er en fast del af måltidet og bruges ofte til at pakke omkring forskellige retter.

Desserter

For alle med en sød tand er armenske desserter et must. Prøv delikatessen gata, et sødt brød med smør og sukker, og sujukh, konfekt fremstillet af tørret, kandiseret frugt og nødder dyppet i tyk druesaft.
Snyd heller ikke dig selv for landets fine vine og cognac. Armenien har mange tusinde års erfaring med vinproduktion, og et besøg på en lokal vingård giver dig mulighed for at prøve de dejlige, armenske vine. Derudover er armensk cognac, ikke mindst den berømte Ararat, kendt for sin kvalitet, også internationalt.

Det bedste tidspunkt at rejse til Armenien

Klimaet i Armenien kan generelt siges at være kontinentalt klima med fire tydelige årstider. Foråret og efteråret er generelt milde og behagelige og dermed de mest populære tidspunkter at besøge landet på. Sommeren kan være meget varm og tør, så husk let og luftigt tøj, solbeskyttelse og rigeligt med vand. Vinteren er kold, gerne under frysepunktet, så pak varmt tøj, og vær forberedt på sne og kulde.

Forår og efterår

Det ideelle tidspunkt at besøge Armenien er enten i foråret (april-juni) eller efteråret (september-oktober). I disse perioder er vejret mildt og behageligt, med temperaturer der normalt ligger mellem 15 og 25°C. Foråret giver frodige, grønne landskaber og marker med vilde blomster, mens efteråret byder på en spektakulær palet af efterårsfarver, hvilket gør vandreture og øvrige udendørs aktiviteter særligt attraktive. 

Sommer og vinter

Sommeren (juli-august) i Armenien kan være ret varm, ikke mindst i de lavtliggende områder, hvor temperaturerne kan nå 40°C. Et besøg i Armenien i sommermånederne er derfor mest behageligt i højlandsområderne, hvor klimaet er køligere. Vinteren (december-februar) kan være ganske kold, især i bjergene, hvor det er almindeligt med frost og sne. Det giver dog gode muligheder for skisport.

Armenien-rejser fyldt med eventyr

En rejse til Armenien er som intet, du har prøvet før. Glæd dig til mange oplevelser i et land, der er noget helt ud over det sædvanlige - lige fra den smukke natur og kulturen til den imødekommende befolkning og det spændende armenske køkken.

Slå evt. to fluer med ét smæk på en fantastisk kulturrejse til et endnu utraditionelt, men alligevel populært rejsemål, nemlig Georgien. Med vores dansktalende rejseleder med dig hele vejen. Se alle rejser til Armenien og Georgien nedenfor.

Find rejse
Vælg kun det, som du synes er vigtigt

Georgien og Armenien - på kanten af Europa

Rejse til Georgien og Armenien - Låget på en flere tusinde år gammel kulturel skatkiste åbnes på denne rejse til Europas sydøstligste hjørne. Her ligger de to ældste kristne lande i verden, Armenien og Georgien, hvor netop den lange kristne tradition har sat sit præg både kulturelt og historisk. Nyd også den enestående natur – som ikke findes andetsteds i Europa. Derfor skal du rejse med os til Georgien og Armenien: Tryg måde at rejse til to, for mange, ukendte lande på Ma...