Skip to main content

Lissabonkysten langtidsferie

Pris fra:
12.995,-
Dage:22
Bestil rejse

Langtidsferie i Portugal

Tre ugers ferie på Lissabonkysten. Bo med havudsigt! 

Rejs med på langtidsferie til Lissabonkystens skønne riviera ved Cascais og Estoril. Her får du det bedste fra to verdener; nærheden til den portugisiske hovedstad, Lissabon, med sine mange kulturelle tilbud og feriestemningen ved kysten med sin afslappende atmosfære og behagelige klima. 

Derfor skal du rejse med os på langtidsferie til Lissabonkysten:

  • Bo tre uger i skøn lejlighed med balkon i første række til havet 
  • Firestjernet lejlighedshotel med god beliggenhed
  • Du får det bedste af to verdener: Feriestemning ved kysten og kort afstand til storbyen Lissabon
  • Otte inkluderede udflugter
  • Erfaren dansktalende rejseleder

Hotel i Monte Estoril

Du bor centralt i den lille by Monte Estoril på Lissabonkysten i et roligt kvarter lige midt mellem kystens mest berømte byer, Estoril og Cascais.
Det firestjernede lejlighedshotel Estoril Eden er din base, og alle lejligheder er rummelige og velindrettede med eget badeværelse og tekøkken. Der er også balkon og en imponerende havudsigt. Snyd ikke dig selv for den imponerede solnedgang over Cascais-bugten og Atlanterhavet, der aften eller aften udfolder sig lige uden for dine vinduer.

Oplevelser i Lissabon. Portugals maleriske hovedstad

I Lissabon mærker du historiens vingesus i de gamle bykvarterer. Portugals skønne hovedstad er på programmet på hele tre udflugter og giver en fin introduktion til nogle af byens storslåede seværdigheder.

Måske du også finder inspiration til fridagene? I Bélem får du historien om de berømte portugisiske opdagelsesrejsende, i Expo møder du det moderne Lissabon og i en gammel fabriksbygning møder du det kreative og innovative Lissabon. 

Udflugter til Sintra, Sesimbra, Óbidos, Nazaré  

Der er inkluderet udflugter til bl.a. det europæiske fastlands vestligste punkt, Cabo da Roca, og til H. C. Andersens åndehul, byen Sintra, der også tidligere var sommerresidens for den portugisiske kongefamilie.
Turen syd for Tejo-floden går til den hyggelige fiskerby Sesimbra og til Setúbal, der førhen var knudepunkt for egnens sardinfangst. I Cascais går vi en tur på strandpromenaden, kigger indenfor på det lokale marked og vandrer en lille tur.

Oplev også den charmerende middelalderby Óbidos, de store bølger ved Nazaré og verdenskulturarv i klosteret i Batalha. 

Portugals specialiteter; Portvin, vin, kaffe og kage 

Klimaet i Portugal er ideelt til vinproduktion, og vi besøger en vingård syd for Lissabon til rundvisning og smagning. I Lissabon smager vi på portvin og nyder en kop kaffe og en portugisisk specialitet, Pasteis de Nata, som er en himmelsk mundfuld og stærkt vanedannende.   

Vejret i Lissabon 

Lissabonkysten byder på mellem 150-200 solskinstimer pr. måned i oktober, november, februar og marts. Med årlige gennemsnitstemperaturer på 13-18 grader er Portugal et af de varmeste lande i Europa, så vinterjakken kan du godt lade blive derhjemme i skabet.

Lokal transport 

Ud over det behagelige klima, de smukke strande og det hyggelige bymiljø er et andet og ikke ubetydeligt trækplaster muligheden for at kombinere afslapning ved kysten med storbyoplevelser i Lissabon. Det er nemt, bekvemt og billigt at tage kysttoget ind til Lissabons centrum – og det tager kun ca. tre kvarter.

Offentlig transport i Portugal er generelt nemt og billigt at benytte. Fra Cascais-området kører der tog til Lissabon, og når du først er i hovedstaden, er der sporvogne, gadeelevatorer, metro og busser. Man køber en slags rejsekort, som man ”tanker op”. Foretrækker du taxa, er det selvfølgelig også muligt. Her er prisniveauet også meget fornuftigt.
 

Kort dagsprogram for Lissabonkysten langtidsferie:

Dag 1: Ankomst til Lissabon og transport til hotellet.
Dag 2: Cascais med strandpromenaden og markedsbesøg (M)
Dag 3: Udflugt med tog til farverige Lissabon. Portvin, kaffe og kage (M)
Dag 4: Fridag (M)
Dag 5: Udflugt til Sesimbra og Sétubal samt vinsmagning i Azetão (M)
Dag 6: Fridag (M)
Dag 7: Lissabons bydele; Expo, Belém og LX Factory (M)
Dag 8: Let vandretur i Cascais-området  (M)
Dag 9: Fridag (M)
Dag 10: Udflugt med tog ”Lissabon Favoritter” (M)
Dag 11: Udflugt til eventyrbyen Sintra og Cabo da Rocha (M)
Dag 12: Udflugt til Óbidos, Nazaré og Batalha (M)
Dag 13-21: Fridage (M)
Dag 22: Hjemrejse fra Lissabon (M)

M = Morgenmad

Rækkefølgen på udflugterne er vejledende og vi tager forbehold for ændringer afhængig af lokale forhold.

Søg rejse

Vælg kun det, som du synes er vigtigt

Dagsprogram

Dag 1: Ankomst Lissabon og transport til hotellet

I Lissabons lufthavn bliver du mødt af vores rejseleder, som byder dig velkommen og følger med til hotellet, hvor der er indkvartering og information om rejsens program. Lejlighederne er klar til brug fra kl. 15 på ankomstdagen. Ved tidlig ankomst opbevarer hotellet bagagen, indtil værelset kan tages i brug.

Dag 2: Cascais med strandpromenaden og markedsbesøg (M)

Efter morgenmaden skal vi på tur i vores nærområde. Vi spadserer af strandpromenaden ind til Cascais, hvor vi går på opdagelse i de små gader med skønne kakkelbeklædte huse, besøger det lokale marked og lærer byen at kende.

Cascais er kendt for at være en by af ”fiskere og kongelige”. Noget kontrastfyldt må man sige, men ikke desto mindre giver det blot byen endnu mere charme og sjæl. I 1800-tallet var det på mode at holde ferie ved vandet, og den portugisiske kongefamilie valgte Cascais (hvor det tidligere var Sintra) som opholdssted i de varme sommermåneder. Andre berømtheder og kongelige fulgte trop, og Cascais blev hurtigt overklassens tilflugtssted.


Billede: Cascais

I dag er Cascais en livlig og mondæn forstad til Lissabon med små caféer, en lille fiskerihavn, marina, indkøbscenter, et lokalt marked og gågader med spændende butikker. Bystrandene i de små bugter kan også tage deres del af æren for at lokke både lokale og turister til.
Nabobyen Estoril er knap så livlig, når det gælder butiksliv, men byen er mondæn og tager sig flot ud med palmetræer og en smuk park.

Dag 3: Udflugt med tog til farverige Lissabon. Portvin, kaffe og kage (M)

I dag går turen til farverige Lissabon, hvor du får en god introduktion til Portugals elegante og vidunderlige hovedstad. 

Vi tager kystbanetoget til Lissabon t/r. Stationen – eller stoppestedet, om man vil – er ca. fem minutters gang fra vores hotel. Togrejsen tager ca. 40 minutter, og vi nyder den skønne strækning gennem småbyerne langs kysten med bebyggelse på den ene side, vandet til den anden og Lissabons skyline foran os. 


Billede: Hyggelig gade og sporvogn i Lissabon.

Rejselederen viser rundt i Lissabons historiske centrum i bydelene Bairro Alto, Chiado og Alfama samt på de store pladser, som bymidten er så kendt for. Over os troner Lissabons prægtige borgruin Castelo de São Jorge.

Undervejs på turen skal vi smage på ægte portugisiske specialiteter: Portvin og den berømte kage ”Pasteis de Nata”, som nydes med en kop kaffe til. Men pas på – begge dele er stærkt vanedannende. Vi anbefaler, du er godt gående for at følge med på denne udflugt. 

Lissabons fine facader og farvestrålende sporvogne
Billede: Portvin og ”Pasteis de Nata”.

Dag 4: Fridag (M) 

I dag kan du gøre, hvad du har lyst til. Genbesøge Lissabon, gå en tur ved vandet, slappe af på hotellet eller noget helt fjerde – der er ikke noget program, så tiden er helt din egen.
 

Dag 5: Udflugt til Sesimbra og Sétubal samt vinsmagning i Azetão (M)

Dagens udflugt går over Tejo-floden til ”den anden bred”, som portugiserne kalder Tejos sydlige bred. Her kører vi igennem Arrábida-halvøens betagende landskaber.

Vi begynder dagen i Setúbal, som er Portugals tredjestørste havneby med en travl fiskerihavn. Den er især vigtig for områdets sardinfangst. Fra havnefronten opleves lidt af det maritime liv og færgerne, der sejler til ferieparadiset Troia på den anden side af bugten.

Vi bliver på fastlandet, hvor bylivet er anderledes roligt og spadserer en tur i byen. Er markedet åbent, kigger vi indenfor i den overdækkede markedsbygning, som er kåret til Portugals flotteste marked. De farvestrålende boder bugner af friske varer, og det er svært ikke at lade sig friste til at både købe og smage.

Ved frokosttid holder vi pause i den idylliske fiskerby Sesimbra, der ligger omkranset af en mindre bugt med klipper i baggrunden. I Sesimbra har tiden en helt anden betydning end i Lissabon. For her leves livet langsommere og mere traditionelt.

Grillede sardiner, fine fliser og farvestrålende både i Sesimbra
Billede: Grillede sardiner og farvestrålende både i Sesimbra.

Sidst på dagen stopper vi ved en vingård i Azeitão, hvor der er rundvisning. Vi smager også på dejlige vine fra området. Azeitão er hjemsted for bl.a. Periquita-vinen, der også er meget populær i Danmark. Sidst på eftermiddagen er du tilbage på hotellet. Turen er en heldagstur ca. otte timer.


Billede: Vingårdsbesøg med vinsmagning.

Dag 6: Fridag (M)

Ingen program i dag.

Dag 7: Lissabons spændende bydele Expo, Belém og LX Factory (M) 

I dag skal vi se nogle helt andre dele af Lissabon, nogle, der adskiller sig væsentligt fra den historiske bymidte. Vi oplever moderne byarkitektur i Expo, det urbane og kreative miljø ved LX Factory og et kulturelt overflødighedshorn i en del af det ældste Lissabon.
 
Vi begynder i en af Lissabons bedst bevarede bydele, Belém, som ligger ved Tejo-floden og indsejlingen til Lissabon. Det var herfra, de søfarende opdagelsesrejsende begyndte deres ekspeditioner og drog ud i verden i deres skibe, de såkaldte karaveller.

Her ser du de smukke bygningsværker udefra; fæstningen Torre de Belém og Jerónimos-klostret, som klarede sig igennem det store jordskælv i 1755 uden nævneværdige skader. (et lille mirakel vil noge hævde). Vi ser også Henrik Søfarerens monument og den imponerende kompasrose. 


Billede: Torre de Belém og Henrik Søfarerens monument.

I Parque das Nações, som Expo-kvarteret officielt hedder, møder vi det moderne Lissabon. Kvarteret blev etableret i forbindelse med verdensudstillingen i 1998 og kaldes i daglig tale ikke andet end Expo. Området er fyldt med moderne arkitektur, messecenter, moderne boliger og rekreative grønne områder. 

LX Factory ligger i bydelen Alcântara, og det tidligere fabriksområde er i dag et spændende, urbant sted, der for alvor inspirerer til at gå på opdagelse. De rå, gamle bygninger er nu et kulturelt samlingspunkt med kreative værksteder, kunstnere, butikker og små spisesteder. Turen er en halvdagstur med bus.


Billede: LX Factory.

Dag 8: Let vandretur i Cascais-området (M)

I dag arrangerer rejselederne en let vandring i området omkring Cascais.  Vi går en rute på omkring 6-7 km. 

Dag 9: Fridag (M) 

Ingen program i dag.

Dag 10: Udflugt til Lissabon med tog – Lissabon favoritter (M) 

I dag viser rejselederen sine Lissabon-favoritter og orienterer om udflugtens indhold under opholdet. Vi tager toget til Lissabon og går på opdagelse sammen. Togbilletten til Lissabon er inkluderet t/r. 
Du må påregne evt. at skulle betale et mindre beløb til fx entré.


Billede: Udsigt over Lissabon.

Dag 11: Udflugt til eventyrbyen Sintra og Cabo da Roca (M)

I Lissabons bjergrige bagland besøger vi Sintra, den gamle kongeby, der i høj grad skiller sig ud fra mængden. Det har UNESCO også opdaget og har tilføjet Sintra på sin Verdenskulturarvsliste. 
Sintra er på mange måder en lille eventyrlig by med en helt særlig stemning. Der er hestevogne, brostensbelagte gader med butikker, der sælger lokalt kunsthåndværk samt caféer, flotte palæer og historiske huse. 

Sidst, men ikke mindst, byder byen på de kongelige slotte. Sintra blev populær som sommerresidens for Portugals kongefamilie og andre adelige efter jordskælvet i Lissabon i 1700-tallet, og senere lagde berømtheder som H.C. Andersen og Lord Byron også vejen forbi.
Du kommer rundt i den historiske bymidte, hvor det kongelige palads Palacio Nacional de Sintra, med de to karakteristiske skorstene, imponerer. Områdets andre kendte slotte er Pena Palace, et rigtigt eventyrslot med mange farver og tårne samt det mauriske slot Castelo dos Mouros.

Cabo da Roca og eventyrlige Sintra
Billede: Cabo da Roca og eventyrlige Sintra.

Efter Sintra kører vi turen ned til Cabo da Rocha ved kysten. Her knejser fyret på et vindblæst forbjerg ved det kontinentale Europas vestligste punkt, hvorfra der er en formidabel udsigt ud over det uendelige Atlanterhav. 
Vi tager kystvejen tilbage til Cascais og passerer på vejen surfernes paradisstrand ved Guincho, som ligger i et skønt naturlandskab med sandklitter. Vi passerer også nogle af områdets pænere villakvarterer, inden vi er tilbage ved hotellet. 
Udflugten er en halvdagstur med bus.

Dag 12: Udflugt til Óbidos, Nazaré og Batalha (M)

I dag skal vi på heldagstur til den centrale del af Portugal lidt nord for Lissabon, hvor vi besøger tre meget forskellige byer. 

Òbidos er smukt beliggende på en bakketop, og den historiske landsby er meget charmerende. Nyd synet af de hvide huse i de brostenbelagte gader, de farverige blomster, byens liv og spor fra fordums tider. En slags levende postkort, hvor især den gamle middelalderborg og den intakte bymur fascinerer.

Mulighed for ekstra udflugt til Óbidos
Billede: Óbidos.

Nazaré er blevet et mekka for professionelle og halvprofessionelle big wave-surferentusiaster, som jager suset på de ekstremt store bølger. Det er havbunden og blæsten her, der skaber nogle perfekte betingelser for ikke alene surfingen, men også fiskeriet, hvor sidstnævnte altid har haft stor betydning for Nazarés indbyggere.

Dagens sidste stop er i Batalha, hvor UNESCO har optaget det gotiske dominikaner-kloster Santa Maria da Viktória på deres Verdenskulturarvsliste. Du får mulighed for at besøge klosteret. Entréen på ca. €6 er ikke inkluderet.

Dag 13-21: Fridage (M) 

Du er nu klædt godt på til at opleve Lissabonkysten på egen hånd. 

Dag 22: Hjemrejse fra Lissabon (M)

Efter tre oplevelsesrige uger sætter vi kursen hjemad. Transfer til lufthavnen og hjemrejse. 

Ovenstående program er vejledende og er med forbehold for ændringer. Programmets rækkefølge kan blive ændret, men alle udflugter indgår.
Nogle af udflugterne sammenkøres evt. med andre danske grupper fra Kulturrejser Europa. Opdateret dagsprogram udleveres ved ankomsten. 

Rejsen er som sådan ikke strabadserende, men den indeholder en del spadsereture og udflugter med tog, så derfor kræves det, at man er i udmærket form og godt gående. 

Hvad skal du lave på dine fridage? Forslag til aktiviteter:


Oplevelser i Cascais   
Der er rigtig mange muligheder for oplevelser og steder at udforske med Hotel Estoril Eden som udgangspunkt. Strandpromenaden foran hotellet er perfekt til lange slentreture langs vandet og er flittigt benyttet af de lokale indbyggere. Du kan nemt gå til nabobyerne Cascais og Estoril; der er kun ca. 1½ - 2 km at gå hver vej.

Sintras slotte 
Blev du begejstret for Sintra på udflugten, vil du måske besøge slottene Royal Palace, Pena Palace eller Castelo dos Mouros igen? Du kan også vandre i området. De lokale busser kører regelmæssigt dertil.

Mere af Lissabon 
Rigtig mange af vores langtidsgæster værdsætter, at vi er tæt på Lissabon og at det er nemt at tage toget dertil. Gå på opdagelse i den smukke hovedstads små stejle gader, og mærk storheden og pragten på de store pladser. Prøv en sporvognstur, eller lad gadeelevatorerne løfte dig op over byens tage.

Kan du lide skønne vine, er det oplagt at lægge vejen forbi en af byens mange vinbarer. Og du må ikke snyde dig selv for den traditionelle fado-sang, nu du er i Portugal. Her lokker kvartererne Alfama eller Bairro Alto med stemningsfulde restauranter, hvor du kan lytte til de melankolske toner. Du kan også besøge fadomuseet for et særligt indblik i den musikalske tradition. Ud over fadomuseet er der naturligvis et utal af museer, der indbyder til besøg alt efter interesse.

Cykel i Cascais  
Har du mod på at opleve Portugal på to hjul, kan du leje en cykel i Cascais. Der er cykelsti mellem Cascais og Guincho-stranden, så det er bare om at hoppe på cyklen og mærke den lune vind i ansigtet, mens du cykler adstadigt af sted. 

Golf på Lissabonkysten
Lissabonkysten byder på fremragende golfbaner. Er du golfspiller, er det muligt at medbringe dit eget golfudstyr på flyrejsen og bestille green fee via Kulturrejser Europa.
Kontakt os for priser og muligheder. 

 

Kort

Kort over langtidsferie på Lissabonkysten

Vejret

Hold dig ajour med vejret på din rejse

Se den aktuelle vejrudsigt i Lissabon på dmi.dk her

Gennemsnitstemperaturen på rejsen Lissabonkysten langtidsferie

Rejselederservice

På vores langtidsrejser benytter vi oftest fastboende danskere til at varetage servicen på rejsemålet. I egenskab af deres lokalkendskab, fortællinger, sprogkundskaber og naturligvis gode service bidrager de med den rette blanding af viden, tryghed og godt selskab. Der vil altid blive aftalt faste mødetidspunkter, hvor rejselederen kan træffes. Ligeledes bliver der naturligvis udleveret et døgnåbent telefonnummer til brug i nødsituationer. Der er altid en rejseleder med i bussen til og fra lufthavnen, lige som udflugterne altid er i følgeskab med en dansktalende rejseleder. For det meste er rejselederen ansat af vores lokale samarbejdspartner, uden nødvendigvis at have erfaring som rejseleder i klassisk forstand.

Praktiske oplysninger

I dette afsnit finder du facts og praktisk information for rejsen til Portugal:

Indbyggertal:  Omtrent 10,2 mio.

Hovedstad: Lissabon.

Areal: 91.921 km2

Sprog: Portugisisk.

Religion: Flertallet er katolsk (90 %). Øvrige religioner er velkomne.

Tidsforskel: En time efter dansk tid.

Pas og visum: Passet skal være gyldigt og du bør altid kunne fremvise et gyldigt billed-id. Visum er ikke nødvendigt for danske statsborgere.

Vaccine: Ingen krav.

Valuta: Euro. Internationale kreditkort kan benyttes i de fleste butikker, hoteller og restauranter. Det er altid en god idé at medbringe kontanter til mindre køb. Hæveautomater findes overalt. 

Prisniveau: Et af de billigste lande i Vesteuropa og en del billigere end i Danmark. 

Drikkepenge: Ikke påkrævet, men velset, hvis man har været tilfreds med servicen. Det er god skik at runde op eller lægge lidt til ved restaurant besøg samt give chauffør/hotelpersonale en erkendtlighed. 

Elektricitet og stikkontakter:  220 V som i Danmark. To-bens stik.

Telefoni og internet: Landekode +351. Du har nem adgang til wifi på hoteller og i offentlige rum. Dog kan wifi være begrænset på hotelværelser. 

Klima: Klima varierer alt efter region/årstid. Den nordøstlige del er tempereret og den sydlige del subtropisk.

Drikkevand: Vand fra vandhanen kan drikkes. Mange foretrækker flaskevand, da vandhanevand kan have en bismag.

Fysisk formåen: Rejsen er ikke som sådan strabadserende, men indeholder fx et par spadserture, hvorfor det kræves, at man har en udmærket fysisk formåen for at få det fulde udbytte. Fx kan der være stejle gader, brosten, trappper mm. Man skal kunne håndtere sin egen bagage.    

Kom rundt: Offentlige transportmidler er effektive og billige. Taxa er meget billigt i forhold til danske forhold.

Indkøb: Du kan med fordel købe vine, kork-produkter, tøj, sko, olivenolie og keramik.

Forsikring: Vi opfordrer til at du tegner en rejseforsikring og endvidere medbringer Det Blå EU-sygesikringkort, som kan rekvireres gratis her: www.borger.dk

Afgange og priser

AfrejseAfrejsestedRejseFra pris
6/10 - 27/10Se rejsetider KøbenhavnLissabonkysten langtidsferie - 22 dage12.995,-Bestil

Rejsens pris inkluderer:

  • Direkte fly København-Lissabon t/r 
  • 21 nætter på Hotel Estoril Eden 4*
  • Morgenmad
  • Studiolejlighed med balkon og havudsigt
  • Vinsmagning, portvinssmagning, kaffe og kage
  • Udflugter og transport ifølge program
  • Dansktalende rejseleder

Rejsens pris inkluderer ikke:

  • Enkeltværelsestillæg fra kr.5.995  
  • Byskat på €2 pr. person pr. nat (maks. 7 nætter – betales på hotellet)
  • Entréer på udflugter
  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Administrationsgebyr, kr. 95 pr. person.
     

Udflugter kan blive sammenkørt sammen med andre grupper fra Kulturrejser Europa.
Ændringer i programrækkefølgen kan forekomme og vil blive oplyst ved ankomst.

Hotel