Skip to main content

Picasso

pablo Picasso

Pablo Picasso er nok en af de kendteste kunstnere i det 20. århundrede. Han har lavet mange bemærkelsesværdige værker, som udtrykker sig indenfor flere forskellige kunstgenrer. Picasso var en nysgerrig herre med appetit på livet og ingen ønsker om at begrænse sig til en enkel kunstform. Derfor har vi i dag bl.a. malerier, skulpturer, ætsningerer og keramik fra hans hånd. Og indenfor hver af kunstgenrerne formåede Picasso faktisk også at demonstrere en stor spændvidde, der langt fra er alle kunstnere forundt.

Maling i årerne

Picasso kommer fra en familie med maling i årerne, idet faren var maler, og den kunstneriske åre i familien sporer helt tilbage til 1541. På moderens side var der også to kunstnere. Når man ser på Picassos liv og levned med denne viden i baghovedet, er det jo nærmest som om, de kunstneriske evner var indlejret i familien Picassos dna.

Allerede som meget ung viste Picassos evner sig. Faderen tjente som eksempel og lærermester for Picasso, men allerede som 13-årig var Picasso på niveau med sin far. Som barn malede han som en voksen, mens der i hans voksne kunstværker stadig er et element af barnets umiddelbarhed i tilgangen til verden.

Fra fødebyen Málaga til Barcelona

Picasso tilbragte de første ti år af sit liv i Málaga, Andalusien. Familien var dog langt fra rig. Faderen arbejdede som kurator ved bymuseet og var også kunstlærer ved ”Escuela de San Telmo”, og det var ofte svært at få det hele til at køre rundt. Faderen blev tilbudt en stilling til en højere løn i det nordlige Spanien og familien flyttede til La Coruna, hvor de boede for de følgende seks år.

Faderen støttede og opmuntrede Picasso i forhold til hans evner, selvom han var bekymret for Picassos udvikling i skolen, som sønnen ingen interesse havde for. Da Picasso startede på ”La Lonja”, skolen for kunst i Barcelona, sprang han over begynderkurset og startede på et avanceret hold. Lang tid efter Picassos læretid var ovre, blev han en del af cirklen af de bedste malere i Barcelona, Catalonien.

Picasso og Paris

Picasso var hele tiden på farten og boede ikke for længe et sted. Picasso flyttede også til Paris, som var kunstens centrum, dog afbrudt at et par kortere ophold tilbage i Spanien.
Picasso var meget åbensindet overfor nyudvikling indenfor spansk kunst og søgte kontakt med de mest prominente personligheder. Da Picasso kom til Paris blev han særligt tiltrukket af Henri de Toulouse-Lautrecs stil, men han så også malerier af Paul Cézanne, Edgar Degas og Pierre Bonnard i kunstgallerierne.

I Paris følte Picasso at han havde frihed fra konventionerne og traditionen - noget hans stormende personlighed havde længtes efter. Den unge kurator Pedro Manach var meget entusiastisk omkring Picassos arbejde og tilbød ham en kontrakt med det samme, og Picasso tøvede ikke. Han blev betalt 150 franc om måneden for jævnligt at komme med et par malerier, og således skulle Picasso ikke længere bekymre sig om det økonomiske. Picasso var så overstrømmende glad for aftalen, at han malede flere portrætter af hans første kurator.

Når Picasso ind imellem var tilbage i Spanien for at besøge sine forældre, følte han en fremmedhed overfor sine forældre. Forældrene var af en traditionel baggrund, som havde en meget konform indstilling til kunst, hvilket gjorde, at de havde svært ved at forstå Picassos bohemeliv og mangel på kontrol i sine malerier. Forældrene havde håbet på, at Picasso kunne blive en akademisk maler med en vis betydning i det lokale, men de følte, at han havde skuffet, og at de nu måtte opgive deres ambitioner om, at Pablo skulle gøre deres efternavn kendt, men de tog som bekendt fejl.

Kun i Paris følte Picasso, at han blev udfordret og kunne udvikle sit talent og finde nye veje. Det tog noget tid for Picasso at finde sin egen stil. Han var inspireret af andre kunstnere, men dog hele tiden med sit eget udtryk. Sidenhen skulle det vise sig at Picasso fandt sin meget markante egen stil og ikke bare een stil, da han flere gange gennem sin kunstneriske karriere skiftede udtryk i sin kunst.

Her kan du se alle vores rejser til Spanien.

Den blå periode

Picassos gode ven fra Barcelona, Carlos Casagemas, begik selvmord da den pige, han elskede, afviste ham. Dette tog hårdt på Picasso og skulle sætte sit tydelige aftryk i kunsten de efterfølgende år. De to kunstnere var i årene inden blevet forført af det vilde liv i metropolen Paris. Den første gang de to venner besøgte byen, var de chokerede over, hvad de så, men oplevede det også som en frihed, når de f.eks. så elskende par, som lidenskabeligt omfavnede hinanden offentligt, eller når de så på vovede danse på byens natklubber. Disse ting var utænkelige i det konservative Spanien.

Nu måtte Picasso vende tilbage til Paris alene og uden sin ven i februar 1901. Han var mærket af vennens bortgang og det blev indgangen til en mere ædruelig periode i kunstnerens liv. Det var i denne periode, at Picasso gennem sin kunst forsøgte at forlige sig med sin vens død. For Picasso var kunsten mere end det sprog, han talte. Kunsten var for Picasso en måde at begribe verden og bearbejde den. Picasso sagde dengang, at ”.....jeg begyndte at male blåt, da det gik op for mig, at Casagemas var død”. Altså var den blå periode et direkte resultat af vennens død. Det første maleri var ”Antydning – Casagemas død” fra 1901.

Det var sorg, der fik Picasso til at skabe dette værk. Som titlen afslører, forestiller det Casagemages begravelse. I maleriet arrangerede Picasso en begravelse, som var passende for en helgen, selvom maleriet var mere sekulært, måske ligefrem ateistisk. I stedet for et englekor klædt i hvidt, som skal lede den døde sjæl ind i himlen, var der prostituerede samlet i skyerne, som ikke var klædt i andet end strømpebukser. Casagemas’ selvmord faldt sammen med Picassos besøg i Toledo, hvor han så El Grecos maleri: ”Greve af Orgaz.” Dette billede tjente som model for Picassos eget begravelsesbillede.

Men El Grecos indflydelse på Picasso er mere end et spørgsmål om komposition. Der var også visse stilistiske særheder i El Grecos maleri, som udtrykte den sindsstemning, som Picasso ønskede at udtrykke i sit maleri. Kroppene var strukket aflange for at understrege ideen om, at de var trådt ind i en anden verden. El Greco, der var kristen, brugte disse forvrængede kroppe til at pointere det helgenagtige i menneskene og den overnaturlige betydning af scenen, han malede. I Picassos maleri er menneskene snarere afmonteret fra verden, fordi de er fattige og syge.

En anden stilistisk betydning som Picasso lånte, er de overskyede striber af farver, der gennemsyrer baggrunden. De har det formål at skabe dramatik og fremhæve forestillingen af en anden verden. Temaet for billedet forklarer Picassos valg af den blå farve. Den blå farve virkede særlig egnet til at udtrykke hans sørgmodighed og sorg, og han fortsatte med at bruge den blå grundfarve i over fire år. Picasso reagerede ikke længere på enhver ny stil, han blev præsenteret for. Han havde nu fundet sin egen stil. Blå var blevet det første og umiskendelige varemærke for Picassos kunst.

Picasso var dog stadig langt fra en kendt kunstner, og kun få mennesker var bevidst om denne 20-årige spanske kunstner. Han levede og arbejdede stadig på det fattigt indrettede loft, som Manach havde fundet til ham.

Den rosa periode

I Picassos udvikling skete der lige så langsomt en udvikling, hvor den blå farve ikke dominerede så meget, som den havde gjort før. Farven var ikke helt væk, men den var ikke længere den dominerende farve i maleriet. Det er her, at Picasso går fra den blå til den rosa periode.

Den rosa periode er nærmere en hyldest til skønhed, som bliver understreget af den varme og dominerende rosa farve i Picassos malerier. Picassos romantiske pessimisme er ikke længere bitter, men synes at have erhvervet sig en behagelig kvalitet, som er fornøjelig at hengive sig til. Nu er der ingen fornemmelse af kulde og fattigdom. Med dette for øje er det heller ikke mærkeligt, at det var disse billeder, der senere blev nogle af de dyreste af Picassos malerier.

”Pige i Chemise” fra 1905 er et af Picassos første værker fra sin rosa periode. Picasso havde altid holdt meget af at male portrætter. Ud over hans mange selvportrætter startede Picasso med at male sin egen familie, hans mor, far, søster, tante Pepa og senere malede han også venner og kollegaer. Da hans blå periode var forbi i 1905, forsvandt maleriernes gennemgående tone af ensomhed og isolation.

Derimod kan man i ”Pige i chemise” se en kvinde, hvis holdning vidner om en selvtillid. Hendes hovede let drejet, mens hun kigger lige ud. Hun står oprejst med hendes arme hængende afslappet ned langs siden. Der er også nøgne kvinder i Picassos blå periode, men de var ikke attraktive og havde ikke den erotiske udstråling, som pigen har i dette maleri. Dette skyldes særligt den gennemsigtige top, pigen er iklædt, som afslører hendes smukke og unge krop. Dette billede har intet tilfælles med tidligere billeder, som viste kroppe i tunge klæder, der dækkede alt.

De to farveperioder er ikke kun stilistisk forskellige. Også motivet ændrede sig markant. Klovne, linedansere og harlequins overtog lærredet nu i stedet for blinde, tiggere, fattigdom og depression, som man så i tidligere malerier. De nye motiver af underholdningens folk havde dog stadig et udtryk af tristhed, og det var sådan, de altid var blevet afbildet af andre. Flere gange om ugen tog Picasso og hans venner i Circus Médrano, hvis pink telt stod for foden af Montmartre. Med disse malerier rørte Picasso hjerterne på en følsom generation.

Den rosa periode var også den periode, hvor Picasso lagde meget vægt på det klassiske element i sine værker. Picasso viste på imponerende vis sin viden om de klassiske kilder samtidig med, at hans teknik demonstrerede fremragende evner indenfor malerkunsten. Han viste, hvordan disse kilder til inspiration og performance kunne udføres praktisk på en moderne måde. Efter denne periode begyndte Picasso dog at stille spørgsmål til denne tradition for maleri. Med kubismen stillede Picasso ikke kun spørgsmål til malertraditionen, men han revolutionerede simpelthen maleriet som genre.

Her kan du se alle vores rejser til Spanien.

Kubismen

Det store gennembrud for Picasso kom først efter hans rosa periode, hvor flere og flere kunsthandlere begyndte at interessere sig for hans værker. I kubismen var der ikke plads til den patos, man så i hans blå periode eller den melankoli, der var i den rosa periode.

”Kunst er en løgn”, har Picasso udtalt. Lige meget hvor godt et billede ligner virkeligheden, er det ikke virkeligheden. Picassos holdning var, at kunst ikke skulle ligne virkeligheden, det skulle have andre kvaliteter. Picasso havde aldrig haft et ønske om at imitere virkeligheden og snyde mennesker. Før ham var det impressionisterne og deres efterfølgere, som havde distanceret sig fra den klassiske malemåde, men det var Picasso, som havde det endelige gennembrud og nedbrød den gammeldags forståelse af kunst. Essensen i kubismen var, at i stedet for at se på objektet fra en bestemt vinkel, begyndte Picasso at male fra forskellig vinkler på et maleri.

Forskellen mellem den rosa periode og kubismen er enorm. Den viser ikke kun et vendepunkt i Picassos kunst, men også et oprør mod vestlig kunst generelt. Det er en ny opfattelse af virkeligheden, en ny metode til at skabe virkeligheden, der fik ham til at bryde de gamle love.

Linjerne i motivet blev nu den dominerende enhed i billederne. Portrætternes linjer er markerede med brede, hurtige penselstrøg, kroppene er ikke velformede som tidligere og flere stedet står lærredet umalet hen. Krop og hoved blev delt ind i forskellige geometriske former.

Kubismen udspringer sig også af en interesse for den iberiske oldtidsskulpturs stiliserede formverden og en begejstring for afrikansk skulptur. Picasso besøgte i 1907 det etnografiske museum i Palais du Trocadéro, hvilket skulle vise sig at blive en åbenbaring for kunstneren og skelsættende for hans kunst.

Ved mødet med de ”primitive” kunstskatte, indså Picasso den europæiske kulturs nødvendighed for at forny sig gennem inspiration fra naturfolkene. Han begyndte nu at skære og bemale afrikansk inspirerede træskulpturer. Mest afgørende var dog, at han tog denne inspirationskilde op i sit maleri og i særdeleshed i udformning af et maleri, nemlig Demoiselles d’Avignon” fra 1907 (Museum of Modern Art, New York), der skulle blive en milepæl inden for den tidige modernisme. Dels som gennembrudsværk for den nye primitivisme, dels som indvarsler af en ny kunstretning, nemlig kubismen. I billedet praktiserede Picasso rendyrkelsen af fladen, der så bort fra fortidens traditionelle rumudformning siden renæssancen.

Den afrikanske maskekunst blev et bærende element i figurtegningen sammen med den stiliserede fortolkning af iberiske skulpturhoveder fra oldtiden. Sammen med kollegaen George Braque udviklede Picasso det kubistiske maleri, der i 1909-12 gennemløb sin analytiske fase og i 1912-14 den syntetiske fase.

I ”Frøknerne fra Avignon” fra 1907 er motivet gennemsyret af den rosa farve, men samtidig er konstruktionen af figurerne fuldstændig anderledes fra det, man tidligere havde set i Picassos rosa periode i årene op til. Kvinderne ser med deres deforme ansigter og kroppe ud som om, de er slået til med en økse. Hvis vi ser på kvinden til højre, er det umuligt at se, hvordan hun læner på armene. Hendes ansigt og krop er formet forskelligt, og både hendes ansigt for fra og ryggen ses på samme tid. Der er ikke nogen skelnen mellem lys og skygge og kombineret med de forskellige mange perspektiver bidrager det til en desorientering i rummet.

Picasso ville ødelægge alt det, man hidtil havde kendt til maleriets principper. Med dette maleri nedrev han også den forestilling, mange havde gjort sig om ham som maler, og han gjorde op med de regler, man havde haft i malerkunsten siden renæssancen. Picassos inspiration fandt han i studier af iberiske og afrikanske skulpturer. De indeholdte de arkaiske former, som havde inspireret ham til at gengive naturlige former i geometriske og deforme effekter.

I malerierne krydses i de følgende år en genoptagelse af den rosa periodes kredsen om artister og gøglere med elementer fra den syntetiske kubisme, hvilket f.eks. kan ses i ”Tre Musikanter”. Billedet forestiller tre figurer fra den italienske ”Commedia dell’arte”, en pjerrot, en harlequin og en munk, der spiller som en trio. Motivet er hverdagsagtigt, men kan kun aflæses i en abstrakt fortolkning af billedet.

Genoptagelsen af elementer fra tidligere udviklingsfaser sås også i den forbindelse med den nyklassicistiske tendens, som den udfoldede sig sideløbende med de postkubistiskee spor i Picassos udvikling efter 1. Verdenskrig.

Her kan du se alle vores rejser til Spanien.

Guernica

I maj-juni 1937 skabte Picasso billedet "Guernica" (Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofia, Madrid), som er malet til den spanske pavillon på verdensudstillingen i Paris som udtryk for kunstnerens protest mod bombningen af den baskiske by i april 1937. "Guernica" er siden hen blevet det næsten altoverskyggende hovedværk i 1900-tallets malerkunst. 

Maleriet forestiller et bombardement, som tyske fly foretog på den baskiske by Guernica under den spanske borgerkrig den 26. april 1937, hvor mellem 250 og 1600 mennesker blev dræbt. Maleriet måler 776x349 cm. På daværende tidspunkt havde Spaniens regering bestilt et stort vægmaleri af Picasso til den spanske pavillon ved Verdensudstillingen i Paris i 1937. Maleriet havde derfor været klar flere år før bombningen af Guernica. Oprindeligt forestillede det blot en tyrefægtning, men det blev nu omdøbt og bearbejdet efter bombardementet af Guernica den 26. april for at vise rædslerne ved luftbombardementet.

Malerisk lagde Picasso ikke afgørende nyt til sin udvikling efter ”Guernica”, der fremtrådte som en monumental sammenfatning af alt, hvad han havde skabt forud for det. I den efterfølgende produktion bearbejdedes og varieredes elementerne fra de forudgående stilfaser i stadig nye konstellationer, gerne med det kubistiske grundelement som fællesnævner. Blandt hans senere mesterværker kan her fremhæves eksempler som det Goya-inspirerede ”Massacre in Korea” fra 1951 og Frokost i det grønne fra 1960 (begge Musée Picasso, Paris), en fri fortolkning af Manets berømte værk. Det var meget karakteristisk for Picasso at lave parafraser over kendte malerier.

Ved siden af sin hovedindsats som maler var Picasso til stadighed produktiv som tegner, grafiker og billedhugger. Hans alsidige udfoldelse kom især i årene 1949-57 også til at omfatte en keramisk produktion, hvor han bl.a. formede polykromt glaserede lerskulpturer, der forestillede stående og liggende kvindeskikkelser samt forskellige dyr, især fugle, f.eks. "Ugle med mandshoved" fra 1953 (Musée Picasso, Paris).

I maj 2010 blev Picassos maleri Nøgen, grønne blade og buste fra 1932 solgt for 602 mio. kr. på Christie’s auktioner i New York og Picasso blev dermed verdens dengang dyreste billedkunstner.

Picasso i Danmark og Spanien

Værker af Pablo Picasso findes i Danmark på Statens Museum for Kunst, Glypoteket og Louisiana.
I Spanien kan du blandt andet besøge Picassos fødeby Malaga, hvor det er muligt at besøge hans barndomshjem, kirken hvor han er døbt, og Picasso Museet. I Barcelona ligger der også et rigtig flot Picasso museum. 

Du kan aflægge besøg i Picassos fødeby, Málaga, eller besøge et af Picassos museer med Kulturrejser Europa - bl.a. på en Langtidsferie til Andalusien.

Her kan du se alle vores rejser til Spanien.

Søg rejse
Vælg kun det, som du synes er vigtigt