Skip to main content

En personlig rejseberetning fra Rhinen

Rejseberetning fra Rhinen

Det er over 40 år siden, jeg sidst har været på disse kanter, men med Kulturrejser Europa fik jeg genoplivet min barndoms sommerferier. Et kært gensyn med steder, byer og historier, som jeg kunne dele med min familie.

Min barndoms rejser i nyt format

Jeg mindes min families sommerferier tilbage i 70erne, som år efter år stod på bilferie ned gennem Tyskland. Bilen var altid pakket til bristepunktet med både telt, dåseleverpostej, Jaka-bov og mørkt rugbrød. Og på bagsædet spillede min søster og jeg kryds-og-bolle, hvis vi da ikke skændtes om hvem der havde førsteret til Anders And-bladet.

Helt galt kunne det gå, når vi holdt i kø på den tyske Autobahn. Ferierne er dog ikke kun forbundet med genvordigheder på bagsædet, men også med mange gode minder fra de utallige tyske byer, vi besøgte undervejs. Fra campingpladser, hvor vi legede med andre børn uden at kunne tale deres sprog. Og fra de spændende bygninger og slotte, vi så undervejs, og hvor fantasien gjorde mig til en ridder i rustning, og min søster indtog rollen som prinsessen, eller (hvis det stod til mig) den onde heks, der for enhver pris skulle slås ihjel.

Som voksen har jeg rejst i mange andre lande og verdensdele, men Tyskland har vi ikke gjort det meget i. Så af rent nostalgiske årsager ville vi gerne genkalde os den tids rejser - bare uden bilkøer, telt og dåsemad. Løsningen fandt vi i form af et flodkrydstogt på Rhinen.

Komfort hele vejen igennem

Rejsens fulde udstrækning gik fra Amsterdam til Frankfurt, og i modsætning til min barndoms timelange kørestræk på motorveje, fløj vi med KLM til Amsterdam på blot en time og 20 minutter. Køreturen fra lufthavnen til centrum i Amsterdam, hvor vi kunne tjekke direkte ind på skibet, tager ca. 20 minutter. 

Skibet rummer ca. 100 passagerer. Kahytterne er relativt små, men pladsen er godt udnyttet, og de har alle privat bad og toilet. Da rejsen lå i sensommeren, regnede vi heller ikke med at benytte kahytterne til meget andet end at sove i, og det meste af tiden tilbragte vi da også på soldækket, så vi kunne nyde landskaberne, der passerede forbi, mens vi langsomt sejlede sydpå ad Rhinen.

Den pulserende storby

Det første halvandet døgn lå skibet i Amsterdam med en central placering, så det var muligt at gå rundt i byen. Vi nåede at opleve byen både i dagslys og efter mørkets frembrud. Byen har ufatteligt meget at byde på, bl.a. flere storslåede kunstmuseer, og fordi jeg rigtig gerne ville se Rembrandts ”Nattevagten”, der i dag fremstår i en fuldt restaureret version, havde vi udvalgt Rijksmuseum.


Billeder: Amsterdam.


På vej tilbage gennem centrum nåede vi også blomstermarkedet, hvor der sælges tulipaner i hele palettens farver. Og om eftermiddagen hvilede vi benene ombord på en kanalrundfart, hvorfra vi fik en helt anden vinkel på byens smukke gamle huse og mange tårne og spir.

Jokeren, der overraskede positivt

Første stop på sejladsen var Arnhem i Holland. Med skam må jeg indrømme, at vi hjemmefra ikke havde sat os specielt ind i denne by, men måske netop derfor blev det en rigtig god oplevelse.

Udover at byens historie strækker sig tilbage til 1200-tallet, er byen nok mest kendt for slaget i september 1944 mellem den tyske hær og de britiske faldskærmstropper under ledelse af Montgomery. Slaget gik ikke helt som håbet - faktisk er det betegnet som værende Tysklands sidste sejr, inden de kapitulerede i 1945. Desværre blev mere end 80% af byen sønderbombet.

Jeg er ikke selv et barn af 2. Verdenskrig, men selvom jeg er pænt interesseret i Europas historie, var denne historie ikke lige en, jeg kendte. I den genopbyggede kirke St. Eusebius er der indrettet en fin mindehal med gode plancher og små dokumentarfilm, der fortæller historien bag slaget.
Derudover kan man selv fornemme det sus, faldskærmsudspringerne må have oplevet. I tårnet kan man nemlig træde ud på en glasplatform og kigge direkte mod jorden 80 meter under sig!

Kölsch og Halver Hahn

Næste dag tilbragte vi i Köln, hvor skibet igen lå i gåafstand fra centrum. Det var blevet søndag, så mens vi ventede på, at byen skulle vågne (og domkirken åbne for besøgende efter messen) gik vi en tur langs kajen mod middelalderbyen. 

Labyrinten af smalle og krogede brostensbelagte gader ledte os op til markedspladsen, og her faldt blikket på et lille parfumeri, hvis udstillingsvindue var fyldt med velkendte flakoner med lyseblå og gyldne etiketter. Jeg kan stadig huske duften af min mormor, der elskede 4711, også kendt som Kølnervand!

Efter et besøg i domkirken belønnede vi os selv med en lille pause, hvor vi kunne nyde et par lokale specialiteter; ”Halver Hahn”, som er en typisk snack, der serveres i de små øl-knejper omkring markedspladsen. Det består af en bolle (der minder om et dansk rundstykke) med smør og Gouda-ost. Til at skylle efter med bestilte vi naturligvis et par glas iskold ”Kölsch” fra det lokale ølbryggeri.

Ren nostalgi i Koblenz, Lorelei og Rüdesheim

I dag kom det ene flashback efter det andet til min barndoms sommerferier. Tidligt om morgenen anløb skibet Koblenz, hvor vi for en kort stund havde forladt Rhinen for at ligge på Mosel-floden lige dér hvor de to floder mødes; ved det såkaldte ”Deutsches Eck”.


Billede:
Koblenz.

Vi har været i Koblenz flere gange, og genkendelsens glæde fornægtede sig ikke, da vi stedkendt (på trods af at det snart er mange år siden) slentrede gennem byen, og genfandt de sjove skulpturer, der fortæller historien og byens borgere og skæve eksistenser. Specielt fra min barndoms rejser husker jeg ”Den Frække Dreng”, som er et springvand, men som ikke fremstår som en fontæne. I stedet ”spytter” drengen efter de forbipasserende.

Efter frokost ombord sejlede skibet videre ad Rhinen, og midt på eftermiddagen gled vi forbi Lorelei-klippen. Her genkaldte vi os sagnet om den unge kvinde, der pga. ulykkelig kærlig kaster sig ud fra klippen, hvorefter hun som sirene lokker sømænd med sin besnærende sang, så de lider skibbrud.


Billede: Ved Lorelei-klippen.

Ved aftenstid anløb vi Rüdesheim, så vi kunne nå en gåtur i den gamle by. Igen var genkendelsens glæde stor, da vi kom forbi det ”Mekaniske Musikkabinet”. Her har jeg som barn stået med næsen presset flad mod ruden, mens musikken spillede, og små mekaniske figurer drejede rundt. Og nu som voksen blev det endelig min tur til at smage en ”Rüdesheimer Kaffee”, som er den lokale version af en Irish coffee lavet med den lokale brandy, ”Asbach Uralt”.

I Heidelberg, der tabte jeg mit hjerte

På dag 6 anløb vi Mannheim, og her havde vi booket en udflugt til Heidelberg Slot. Det er den smukkeste køretur af en god times varighed, og undervejs dukkede flere barndomsminder frem. I mit hoved kunne jeg pludselig høre det godt slidte kassettebånd i mine forældres bilradio med Ellen Gottschalch, der sang et potpourri fra operetten ”Forår i Heidelberg”.

Slottet lignede sig selv, og efter en tur med kabelbanen ned ad bjergskråningen var der også tid til at udforske Heidelberg by på egen hånd. Endnu en god dag.


Billede: Heidelberg med slottet øverst.

En afstikker fra ruten

Selv om skibet teknisk set stadig lå i Tyskland, nærmere betegnet Kehl, var vi i dag kun 5 km fra grænsen til Frankrig, så dagen blev tilbragt i Strasbourg. Et dejligt frisk pust at høre et andet sprog blive talt i gaderne, og både at få set den gamle bydel med de charmerende bindingsværkshuse i ”Petite France” og de nyere kvarterer med Europa-Parlamentet og Europa-Rådet. 


Billeder: Stemningsfulde Strasbourg.

Rygsækken fyldt med opdaterede minder

Sidste anløb blev i Mainz, hvor vi havde et par timer til at gå rundt i byen på egen hånd, inden vi blev afhentet og kørt i bus til Frankfurt. Herfra fløj vi direkte hjem mod København.

Det blev en uge i nostalgiens tegn, og selv om transportformen var udskiftet til det mere bekvemme, og forplejningen i dén grad var af langt højere kvalitet, så har jeg fået gennemlevet min barndoms familieferier, og jeg har genopdaget Tyskland.

Her kan du læse mere om vores flodkrydstogt på Rhinen.

Søg rejse

Vælg kun det, som du synes er vigtigt