Fra Nord til Syd i den kroatiske skærgård - Billeder/Kort er på vej
Dag 1: Afrejse. Ankomst til Zagreb. Byrundtur i Zagreb. Kørsel til hotel. (A)
Efter ankomsten til Zagreb tager vi på en byrundtur i den kroatiske hovedstad. Byen bærer meget præg af tiden under Østrig-ungarsk herredømme i sin fremtoning, og ser udpræget mellemeuropæisk ud. Men der skal ikke kradses meget i overfladen inden man finder de særegne kroatiske spor, og den spændende historie.
Sidst på eftermiddagen kører vi sydover i den indre del af landet mod Plitvice Nationalpark. Området vi kører igennem, er det tidligere serbiske Krajina, der have en stor etnisk serbisk befolkning inden krigene i 90’erne. Det er også her, der var udstationeret danske FN-soldater. Vi stopper tæt på Plitvice Nationalpark på et rigtigt godt landevejshotel. Her serveres en god lokal middag.
Dag 2: Plitvice National park m. lokal guide. Kørsel til Opatija. Sejlads til øen Krk. (M,F)
Efter indtaget morgenmad kører vi en halv times tid til Plitvice Nationalpark. Parken er inkluderet på UNESCOs liste over naturarv, og er landets Kroatiens største nationalpark. De 16 turkisblå søer, der ligger i forskellige niveauer, er den mest åbenlyse attraktion ved Plitvice, men der findes også et rigt dyreliv i parken. Vores vandretur gennem parken tager 2½-3 timer, og det er derfor en god idé at tage lidt drikkevarer med. Turen afsluttes med en hyggelig sejlads på en af de større søer.
Herefter sætter vi kursen mod kysten, og vores skib i Opatija på den kroatiske riviera. Vi ser undervejs en del af den smukke Adriaterhavskyst fra landsiden, som vi skal sejle langs blot et par timer senere.
Vi går ombord på Moonlight – vores Premium Superior skib midt på eftermiddagen. Herefter indlogeres vi i vores kahytter og gør klar til afsejling mod Kroatiens største ø, Krk, og i byen af samme navn, Krk. Undervejs får vi en god frokost og kan nyde de smukke kyslandskaber.
Aftenen på Krk er på egen hånd – og en rigtig god lejlighed til at kaste sig ud i det kroatiske køkken.
Dag 3: Sejlads Krk – Rab. Byrundtur med Romerske og Venezianske spor i Rab by. (M,F)
Dagens sejlads fortsætter i det kroatiske ø-hav mod naboøen Rab. Undervejs er det værd at lægge mærke til de golde småøer vi passerer. Her lægger vi til i hovedbyen af samme navn. Vi har naturligvis gjort stop undervejs for at tage en dukkert. Det er en af de mest charmerende middelalderbyer i det kroatiske ø-hav. Vi tager på en guidet rundvisning og får historier fra en fortid med Romerne, og Venezianerne – samt en nyere historie, om hvordan øen selv i det 20 århundrede har vekslet mellem flere nationer.
Aftenen er til egen brug, og der er gode restauranter at gå ombord i.
Dag 4: Sejlads Rab – Zadar. Byrundtur i Zadar m. havorgelet. (M,F)
Dagens sejlads tager os, med indlagte svømme stop, længere sydpå, til en af den dalmatiske kysts få større byer, Zadar. Et kulturelt centrum på kysten med en historie, der går helt tilbage til stenalderen, og den by i Kroatien, der kontinuerligt har været længst tid beboet. Så der er rigtigt meget at se her, og så er der et ægte kroatisk leben, der findes året rundt. Ud over de vigtigste historiske bygninger, så skal vi opleve noget så særligt som prisbelønnet symfonisk arkitektur. Og når den guidede byrundtur er slut, har vi en rigtig by for os selv at gå på opdagelse i med et væld af tilbud.
Dag 5: Sejlads Zadar – Vodice. Besøg Kornati Nationalpark. (M,F)
Vi sejler fra Zadar om morgenen, og bevæger os ud i en ny og spændende del af det kroatiske ø-rige. Turen går via Kornati øerne – som er klassificeret som Nationalpark. Den består af over 100 øer, større og mindre, og det er i dette mikro ø-rige, vi skal sejle slalom og opleve dagen igennem. Øerne er anderledes end mange af de øvrige øer. I princippet golde som i Nord, og med stejlere klipper der går helt ud til vandet. Der findes ingen fastboende mennesker i Nationalparken, men der er sæsonbeboere, der både driver landbrug, og naturligvis nogen, der har åbnet caféer og restauranter. En dag på havet med fantastisk natur, og god livsnydertid.
Vi lægger til for natten i charmerende Vodice på kysten, hvor havnen og den hyggelige promenade er det absolutte centrum.
Dag 6: Sejlads Vodice – Primosten. Besøg i Krka Nationalpark. (M,F,A*)
Vi sejler tidligt om morgenen og bevæger os sydpå og nærmest ind i landet, og nye store naturoplevelser. Vi passerer byen Sibenik, og fortsætter ad fjorde mod Krka Nationalpark. Vi stopper ved parkens indgang i Skradin, hvorefter vi tager ind i parken med en af parkens både (entré inkluderet). Herfra er der de mest fantastiske udsigter til parkens meget blå søer, og til de smukke vandfald.
Efter parken og frokosten ombord sejler vi mod en virkelig kystperle, Primosten. Den gamle bydel ligger på en lille ø, som er forbundet til fastlandet, og der oser af Middelhavsidyl og gode badestrande. Byen er også kendt for sine omkringliggende vinmarker, og det er bestemt ikke et dårligt sted at smage på de lokale druer.
Dag 7: Sejlads Primosten – Brac. (M,F)
I dag går turen mod en af de mest populære øer for kroaterne selv, Brac. Det er også en af de største øer af de over 1100 øer, der er i øriget. Vi kan nyde en sejlads med kysten og storbyen Split til bagbord og de populære sydlige øer Hvar og Vis til styrbords side. Brac har ligeledes al den charme som ø havet er så kendt for, og tilmed også den mest berømte strand i Kroatien, Zlatni Rat. Der kan vi naturligvis tage en dukkert, og nyde at det stadig er vejr til at svømme i havet.
Dag 8: Sejlads Brac – Split. Byrundtur i Split. (M,F)
Rejsens sidste dag er kommet, hvor vi efter morgenmaden sejler mod Split, der er kystens største by, og landets vigtigste havneby. Som tilfældet er for mange af kystbyerne i Kroatien, har Split også haft en lang og mangfoldig historie præget af mange forskellige herskere. Den gamle bydels altoverskyggende seværdighed er den romerske Kejser Diocletians palads. Ruinerne er nogle af de bedst bevarede fra den romerske periode, og området, hvor paladset lå, bebos nu af 3.000 indbyggere, som en del af den gamle middelalderbydel. Efter den guidede byvandring er der god tid på egen hånd til at gå på opdagelse i Split som, udover de mange gamle bygninger og museer, byder på moderne storbyliv med masser af forretninger, restauranter og caféer.
Dag 9: Hjemrejse (M)
Vi forlader Moonlight tidligt om morgenen og kører de mod lufthavnen efter en god uges tid i lækre og smukke omgivelser og begiver os mod Danmark igen.