Skip to main content

Vandreferie på Færøerne

Pris fra:
16.995,-
Dage:6
Bestil rejse

Vandretur på Færøerne

Tag på vandretur på Færøerne - Nordatlantens grønne vandreparadis

Kulturrejser Europa tager afsted på vandretur på Færøerne på det tidspunkt af året, hvor de færøske fjelde knejser grønt, og det er lyst næsten døgnet rundt. På dette vandreeventyr får du en naturoplevelse ud over det sædvanlige, når vi oplever den færøske natur helt tæt på.

Vi bor hyggeligt og centralt i Tórshavn, hvor vi bruger vores hotel som udgangspunkt for i alt fem vandringer, hvor vi blandt andet vandrer på øen Vágar, oplever Tinganes i Tórshavn og vandrer over fjeldet fra bygd til bygd. Vi kombinerer vores vandringer med sightseeing rundt på Nordøerne og besøg i den spændende Christians kirke og på Færøernes kunstmuseum.  

Derfor skal du rejse med os på vandretur til Færøerne:

  • Fem dage med vandringer i betagende landskaber
  • Rundt på fire øer; Vágar, Streymoy, Eusturoy og Kunoy  
  • Du bor på Hotel Hafnia - i centrum af Tórshavn
  • Oplev Færøerne i højsommeren, hvor fjeldene er grønne  
  • Dansktalende rejseleder og lokal færøsk vandreguide 

Panoramaudsigter og Nordatlantens vandreparadis  

På breddegraden 62° N ligger Færøerne i Nordatlanten midt imellem Island og Norge og nordvest for Skotland – lige i hjertet af Golfstrømmen. Det er her, vi finder vores lille vandreparadis. Færøerne har alt, hvad der skal til, for at vi får nogle fantastiske vandreture. Her er grønne fjelde, solrige dale, panoramaudsigter ad libitum og i det hele taget en voldsomt fascinerende natur. Færøerne er 113 km langt og 75 km bredt fordelt på i alt 18 vulkanske klippeøer. Den totale kystlinje er 1.100 km, så vi er nærmest garanteret den smukkeste havudsigt på alle vores vandreture. Intet sted på Færøerne er man længere end fem km fra havet.

Tórshavn – Færøernes hovedstad og Kirkjubøur

Vi skal selvfølgelig kigge nærmere på øernes hovedstad, Tórshavn, som er en miniudgave af en moderne storby, og som byder sine gæster velkommen i et charmerende fletværk af gamle traditioner, fascinerende kultur og moderne design og byliv. Tórshavn har fået sit navn fra den nordiske mytologi og krigsguden Thor. 

Også den mindre by Kirkjubøur er en vigtig brik i Færøernes historie. Den ligger helt sydligt på øen Streymoy, og her er en middelalderkirke, et af verdens ældste beboede bjælkehuse samt ruinen af Sankt Magnus-domkirken fra det 13. århundrede.

Saksun, Tjórnuvik, Gjogv og Vágar 

På vores vandringer til Saksun og Tjórnuvik ser vi idylliske bygder med traditionelle huse med græs på taget, som ligger omkranset af høje grønne fjelde. I Gjogv ser vi den unikke naturhavn og på øen Váger ser vi en ”svævende sø”, et brusende vandfald og vandrer til toppen af fjeldet. 

Her kan du læse en rejseberetning fra en rejse til Færøerne.

Varder, tunneller og broer på Færøerne

Vi vandrer hovedsageligt ad gamle fjeld- og bygdestier, hvor man tydeligt fornemmer historiens vingesus. På vandreture her er det ikke svært at forestille sig, hvordan de brave færinger i gamle dage vandrede over fjeldet, når de skulle besøge familien, handle ind til hjemmet, gå til kirke om søndagen eller hente jordemoderen eller lægen.

Når man ser bort fra at sejle, var vandreturen over fjeldet tidligere den eneste måde at komme fra den ene isolerede bygd til den anden. Indbyggerne i landsbyerne var afhængige af at kunne finde den rigtige vej i både sol og tåge, og de stenvarder, som man i dag finder langs med vandrestierne, er bygget som pejlemærker af for længst afdøde færinger, så den fødende kvinde i den lille bygd ude ved havet var sikker på, at jordemoderen nåede frem over fjeldet – også i tåge og dårligt vejr eller midt om natten.

Heldigvis for os, der besøger øerne i dag, er infrastrukturen helt anderledes. Broer og tunneller binder Nordøerne sammen, så det er nemt at komme rundt og for nyligt blev der endda tilføjet en underjordisk rundkørsel. Sådan!

Hvad kræver en vandretur på Færøerne?

Kulturrejser Europa elsker vandringer og vandreture er for os en rigtig god måde at komme helt tæt på den smukke natur og blive en del af den i godt selskab med de medrejsende i gruppen.

Derfor er vores vandretur til Færøerne selvfølgelig for dig, der elsker at vandre i selskab med andre vandreinteresserede. Du søger fællesskabet og en rejseform, hvor du er fysisk aktiv. Vi anbefaler, at du er i almindelig god fysisk form, da vi er på tur det meste af dagen og vandrer op til 7-8 km om dagen i et varieret terræn.

Det specielle terræn ved vandreture her betyder, at vandringerne ikke er lange i km, men derimod i højdemeter. Terrænet er også kuperet og ujævnt at gå i. Derfor skal du bestemt huske at pakke vandrestøvler/sko med i bagagen. Vandrestave kan også være meget nyttige i det færøske terræn.

Læs her vores guide til, hvordan du bedst forbereder din vandreferie.

Rejseleder Birthe og lokal vandreguide Per

Vores rejseleder Birthe har et indgående kendskab til Færøerne og opholder sig på øerne mange gange årligt. Hun er vores Færøerne-ekspert og har siden 1980’erne rejst på Færøerne. Birthe bor sammen med gruppen på hotellet, og viser jer Tórshavn og er guide på vores ø-tur dag med den lette vandring på dag 4 samt på kunstmuseet. Per er vores lokalboende vandreguide og vil tage dig med på vandringerne dag 2,3 og 5. Både Birthe og Per høster topkarakter blandt vores gæster. 

Kort dagsprogram for rejsen:

Dag 1: Ankomst Færøerne. Byvandring i Tórshavn (A)
Dag 2: Kongsgården og vandring Kirkjubøur til Tórshavn. Kunstmuseum i Tórshavn(M,A)
Dag 3: Vandring på Vágar (M)
Dag 4: Bustur til Nordøerne med let vandring (Gjogv, Klaksvik og Kunoy)  (M,A)
Dag 5: Vandring fra Saksun til Tjórnuvik (M,A)
Dag 6: Til lufthavnen og hjemrejse (M)

M = Morgenmad, A = Aftensmad

Vi tager forbehold for, at der kan forekomme ændringer i rejsens program grundet lokale forhold. Flyruter og tider kan variere afhængig af afrejsetidspunkt og programmet tilpasses derefter.  

Søg rejse
Vælg kun det, som du synes er vigtigt

Dagsprogram

Dag 1: Ankomst til Færøerne og introduktionstur til Tórshavn (A)

Velkommen til Færøerne, Nordatlantens grønne paradis. Vi lander på øen Vágar, som er en ud af de i alt 18 øer på Færøerne. Kørsel til Tórshavn og indkvartering på det nyrenoverede (2022) Hotel Hafnia, som anses som et af Tórshavn bedste hoteller; god central beliggenhed, fantastisk service, pæne værelser og et anerkendt køkken. 

Efter indkvarteringen kan du følge med på en tur ned til den gamle bydel Tinganes, som er beliggende på et lille næs på havnen. Bydelens brostensbelagte gader, samt røde og sorte træhuse, hvoraf mange er isoleret med græs på taget, hensætter en til en hyggelig stemning af gamle dage. Derudover har Tinganes altid haft stor betydning for det politiske liv på Færøerne. Lige fra fortidens "Ting" under åben himmel - til de officielle bygninger på næsset, hvor lagmanden stadig holder til i dag. 


Billede: Tinganes i Torshavn.

Tilbage på hotellet er der middag. 

Dag 2: Kongsgården og vandring Kirkjubøur til Torshavn. Kunstmuseum i Tórshavn (M,A)

I dag kører vi sammen med lokalguiden Per til den sydvestlige del af Streymoy til bygden Kirkjubøur, som regnes for Færøernes vigtigste historiske sted med rødder helt tilbage til vikingetiden og med særlig stor betydning fra middelalderen. De fleste af husene er traditionelt bygget med sort træværk, røde vinduer og døre og med græs på taget.  Kirkjubøur har flere betydelige seværdigheder, heriblandt Magnus-katedralen, Olavs-kirken og Kongsgården.

Kongsgården blev bygget oven på ruinerne af den gamle bispegård og er stadig beboet af familien Patursson. Det er 17. generation, som driver stedet. Familien har lovet at fortælle Kulturrejser Europas gæster om stedet i den næsten 1.000 år gamle røgstue, der stadig benyttes af familien. Kongsgården regnes blandt verdens ældste beboede træhuse. Entré til Kongsgården er inkluderet.

Efter besøget begynder en dejlig vandretur ad den gamle bygdesti fra Kirkjubøur tilbage til Tórshavn. Vi vandrer over Strymors sydligste fjeld og følger varderne og en enkelt talerstol af sten. Underlaget er græsstier og stenet vardesti. Landskabet skifter hele tiden. Ved Kirkjubøur har vi udsigt til øerne Koltur (her bor kun en enkelt familie) og Hestur. Fra den anden side af fjeldet oplever vi udsigten over Torshavn og øen Nolsoy.


Billede: Nogle af de karakteristiske træhuse i den historiske bygd Kirkjubøur på Streymoy.

Om eftermiddagen kan de kunstinteresserede følge med rejseleder Birthe på en spændende rundvisning på Tórshavns Kunstmuseum. I betragtning af Færøernes indbyggertal og isolation, er der en imponerende dynamik i billedkunsten. Entré til kunstmuseet (ca. 60/90 kr.) er ikke inkluderet.

Middag på hotellet.

Dag 3: Vandring på Vágar (M)

På dagens vandretur til øen Vágar med lokalguiden Per, oplever vi en hele tre spændende oplevelser på en og samme vandring; en ”svævende sø”, en lodret klippe og et larmende vandfald! 

Dagens vandring på det sydlige Vágar bringer os Færøernes største sø, Sørvágsvatn. Søen er bedre kendt som ”søen over havet”, da den ser ud til at svæve over havet.  Dette optiske illusion opleves bedst fra toppen af fjeldet Trælanípa. Vi skal naturligvis vandre op til udsigtspunktet og nyde det fantastiske syn over søen og over den sydlige del af Streymoy samt øerne Hestur, Koltur, Sandoy, Skúvoy og Suðuroy. Især hvis du rammer en klar solrig dag.  Trælanipa er et imponerende fjeld med en lodret klippevæg, der rejser sig 142 meter lodret op fra havet! For enden af den store sø, ligger Bøsdalafossur. Det 30 meter høje vandfald strømmer direkte ud i Atlanterhavet med en brusende kraft. 


Billede: "Den svævende sø".

Efter vandringen kører vi til bygden Gásadalur. Her indsnuser vi mere af den friske luft og får endnu en  dosis af Færøernes storslåede landskaber ind under huden. Her er så smukt, og Gásadalur byder på et betagende typisk færøsk landskab med de høje fjelde, der rejser sig bag bygden og med udsigt over havet. Navnet Gásadalur stammer sandsynligvis fra de flokke af gæs, som opholder sig i området i ommerhalvåret. I Gásadalur går vi en lille tur (i alt ca. en time) gennem bygden til det smukke vandfald Múlafoss, der falder 30 meter fra klipperne ned i havet – et yndet foto-motiv.


Billede: Søpapegøje og Gásadalur.

Dag 4: Bustur til Nordøerne med let vandring, Gjógv, Klaksvik og Kunoy  (M,A)

I dag viser Birthe rundt på Nordøerne, som byder på enestående landskaber og naturoplevelser i verdensklasse samt en række typiske færøbygder. Inden den lille bygd Eidi, får du et glimt af Færøernes højeste vandfald, Fossá, som imponerer med sine størrelse (110 meter). For foden af Slættaratindur, Færøernes højeste fjeld (882 meter), starter vores opstigning mod passet.  Undervejs opleves det høje forbjerg Eidiskollur. Ud fra kysten ser du de to sagnomspundne klipper ”Kæmpen og Kællingen”. 

Videre gennem en stenfri, malerisk dal gemmer bygden Gjógv sig. Med sin unikke naturhavn vil Gjógv betage de fleste, og det er en ganske særlig fornemmelse at gå ned ad trappen ved siden af bådslisken til naturhavnen. Det kan anbefales! Det er her, at vores Kronprinsesse Mary har sin bænk.

Vi kører over broen og tværs over Eysturoy og gennem en mere end 6 km lang tunnel fra Leirvik til Klaksvik på øen Bordoy. Klaksvik er Færøernes næststørste by og centrum for nordøerne indenfor erhverv og natur. Ligeledes har byen Færøernes største fiskerihavn. Her fandt også en dramatisk episode afsted i 1955, som vi hører meget mere om. Vi kigger ind i landets største kirke, Christians kirken (entré inkluderet).


Billede: Klaksvik.


Billede: Christians kirken i Klaksvik og får.

Vi kører over dæmningen til Kunoy, hvor indbyggerantallet er stigende. Det er ikke hverdagskost for små øer. Her går vi en lille vandretur (ca. 1 time) gennem bygden, ”skoven”, hvor vi fornemmer dette dejlige sted.

 Vi kører retur til Tórshavn via Eysturoyar-tunnilin, Færøernes største bygningsanlæg. Den 11 km lange tunnel er verdens første undersøiske rundkørsel og er et sandt mesterværk. Det laveste punkt er 187 meter under havet.  Den færøske kunstner Tróndur Patursson har stået for den smukke lysudsmykning i tunnelen ligesom han står bag, den smukke skulptur i midten af rundkørslen, som forstiller færøsk kædedans. 

Vi er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen. Middagen på hotellet.

Dag 5: Vandring fra Saksun til Tjórnuvik (M,A)

I dag skal vi med vandreguiden Per, til den nordlige del af Streymoy. Vi kører en times tid gennem betagende landskaber med høje fjelde og dybe fjorde, græssende får og små bygder, til vi når den frugtbare dal, Saksunardalur, hvor bygden Saksun ligger. Det er et betagende syn. Saksun ligger malerisk i bunden af det, der engang var en smal fjord omringet af fjelde til tre sider og med søen Saksunarvatn liggende ud til udmundingen. Saksun er en slags naturligt amfiteater.

Dagens vandring er på vardestien fra Saksun-dalen til nabobygden Tjórnuvik op over fjeldet. Turen regnes for en af Færøernes smukkeste vandreruter. Vi vandrer, som generationer af færinger har gjort før os, for at komme fra bygd til bygd. Selv en kirke har man flyttet på denne måde, til fods over fjeldet. Kirken er i sin tid skilt ad og flyttet til Tjórnuvik fra Saksun. Vi følger varderne hele vejen ned til Tjørnuvík.

Vi vandrer på græsstier, enkelte steder sten og klipper og vardesti med græs. Turen byder på mange højdemeter, men vi belønnes med utrolige udsigter og spændende historier fra vores lokale guide på turen. Der kan være passager, der ikke er egnet, såfremt man har højdeskræk.

Velankommet i Tjórnuvik, den nordligste bygd på Streymoy, afslutter vi dagens vandring. Tjórnuvik ligger idyllisk i bunden af en fjord med en flot sandstrand omkranset af tre grønne høje fjelde. Om vinteren når solen slet ikke ned i bygden. Vi ser igen de karakteristiske klippesøjler ”Kæmpen og Kællingen”, eller på færøsk, ”Risin og Kellingin”, der rejser sig i havet ud fra Tjórnuvik. Vi hører også sagnet om dem, når vi kører den smalle, snoede vej ud af bygden.


Billede: Saksun og udsigt fra fjeldet over Tjórnuvik.

Dagens vandring: Sværhedsgrad middel, 6-7 km, 4 timer. Max højde 522 moh. Ca 522 højdemeter. Vi går på græssti og enkelte steder sten og klipper det første stykke. Derefter vardesti (græs). Det første stykke kan være tungt

Middag på hotellet.

Dag 6: Hjemrejse (M)

I dag siger vi farvel til Færøerne. Transfer til lufthavnen og hjemrejse.

Kort

Vandreferien på Færøerne

Vejret

Hold dig ajour med vejret på din rejse

Se den aktulle vejrudsigt i Tórshavn her på dmi.dk

Færøerne Vejret

Praktisk information

Valuta:
Danske mønter og sedler er gangbare betalingsmidler, og der er hæveautomat ved siden af hotellet.

Tidsforskel:
Der er en times tidsforskel mellem Danmark og Færøerne.

Om vandringerne:
Vandreruterne er let til svær i sværhedsgrad.
Der kræves ingen særlig vandreerfaring, men vi anbefaler, at du er i almindelig god fysisk form for at få mest ud af turen samt at du medbringer vandresko/-støvler.
Vi vandrer ca. 2-8 km pr. dag i varierende terræn - med tid til pauser. Terrænet er ujævnt, og der kan være glat. Du kan få våde støvler, hvis vi skal passere vand.

Vejret på Færøerne kan periodisk variere meget. Medbring praktisk fod-og overtøj (vind og vandtæt), lag-på-lag samt solbriller. Vi anbefaler, at du forbereder dig på al slags vejr fra høj sol til regnvejr og evt. med vejrskift i løbet af dagen. Vejret kan være blandet på turen.

Praktiske forhold betyder, at det kan blive nødvendigt at ændre i programmet, ændre rute, bytte rundt på rækkefølgen eller lignende. Det er alene den lokale vandreguide, der på stedet tager stilling til om vandringen kan gennemføres eller skal ændres.

Antallet af km, der vandres pr. dag, er oplyst med et lille forbehold.

Medbring til vandringerne:
• Vandresko eller -støvler
• Praktisk tøj – lag på lag, solhat, regntøj, hue, vanter
• Evt. vandrestave
• Dagtursrygsæk
• Snacks og drikkevarer (evt. drikkedunk) til selve vandringerne

Program og tider:
Dagsprogrammet er oplyst i vejledende rækkefølge.  Flytider og rute varierer fra afgang til afgang. Alle rejsens elementer vil indgå selvom, der evt. byttes rundt på programmet. Dagsprogram udleveres inden afrejse. 

Afgange og priser

AfrejseAfrejsestedRejseFra pris
30/7 - 4/8Se rejsetider KøbenhavnVandreferie på Færøerne16.995,-Bestil

Rejsens pris inkluderer:

  • Direkte fly København - Færøerne t/r
  • Fem nætter på 4* Hotel Hafnia i Tórshavn
  • Morgenmad og 4 middage på hotellet
  • Lokal vandreguide på Færøerne
  • Transport og udflugter ifølge program
  • Dansktalende rejseleder på hele rejsen 

Rejsens pris inkluderer ikke:

  • Enkeltværelsestillæg kr. 1.775 
  • Entré kunstmuseum ca. kr. 60/90
  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Administrationsgebyr, kr. 95 pr. person

Hotel