Skip to main content

På tværs af Spanien og Portugal

barcelona spanien
den iberiske halvø spanien
den iberiske halvø spanien
den iberiske halvø spanien
den iberiske halvø spanien
Palacio de Cibeles, Madrid, Spanien
tapas spanien
den iberiske halvø spanien
barcelona strand spanien
Status:
Datoer på vej 

10 dage gennem Portugal og Spanien

Spændende kultur og historie på en gennemrejse tværs gennem Portugal og Spanien

På denne rundrejse oplever du Lissabon, Mérida, Trujillo, Toledo, Madrid, Zaragoza og Barcelona.
Du får rigtig sjælen med dig på denne historiske og kulturelle gennemrejse tværs over den store landmasse, som udgør Den Iberiske Halvø.

Vi rejser fra Lissabon og tværs gennem Portugal, fra de barske egne i Vestspanien gennem skiftende regioner, pueblos, storbyer og hovedstæder. Alle med hver sin sjæl og hver sin historiske betydning forankret i hver sin store tidsepoke. Trujillo, Toledo, Madrid, Zaragoza og endeligt modernismens højborg og industrialiseringens lokomotiv, Barcelona.  

Det er et rejseeventyr gennem to lande, der de seneste 500 år deler en historie om storhed og fald. Territorial ekspansion af kristne kongedømmer, der udvikler sig til store søfartsnationer og kolonibesiddelser, der indbringer landene enorme rigdomme. Og endeligt: tabet af samme kolonier, tab af handelspositioner og den militære magt. 

Fremme i det 20. århundrede er begge lande underlagt diktatur og fattigdom i flere årtier. Udviklingen stagnerede og var længe bagud i forhold til det øvrige kontinent. Idag er Portugal og Spanien kommet efter dette (i kraft af EU) og har udviklet sig meget hurtigt til at være på højde med øvrige lande i EU.

Derfor skal du med Kulturrejser Europa på tværs af Spanien og Portugal:

  • Du får en unik rejseoplevelse, fuld af sjæl og substans og ifølge med en vidende dansktalende rejseleder
  • Lissabon, Évora, Mérida, Toledo, Trujillo, Madrid, Zaragoza, og Barcelona - på én enkelt rejse
  • De kulturelt og historisk vigtigste byer på den Iberiske Halvø
  • En gennemrejse fyldt med indhold - og dog med rig mulighed for selvvalgte oplevelser

Med sine blå-hvide kakler og gamle sporvogne er Lissabon en af de mest autentiske hovestæder. Her har vi fokus på det gamle centrums forskellige kvarterer. Alentejo-regionens sletter med vinmarker og korkege så langt øjet rækker. Den gamle universitetsby Évora med bl.a. den romerske bymur og berømte ækvadukt.

Sceneskift til Spanien, men stadig i Romerigets æra, oplever vi Mérida. Byen Trujillo, arkitektonisk præget af kolonitidens velmagtsdage. Toledo, engang både hovedstad og kulturel smeltedigel. Monumentale Madrid - Landets magtcenter og sjæl. Den oversete perle Zaragoza med fantastiske bygningsværker og Cataloniens regionshovedstad Barcelona. 

Kort dagsprogram for Spanien og Portugal:

Dag 1: Ankomst til Lissabon og velkomstmiddag (A)
Dag 2: Lissabon byvandring og tid på egen hånd (M)
Dag 3: Alentejo-regionen og Évora. Mérida og byvandring (M,F)
Dag 4: Stop med tid på egen hånd i Trujillo, Toledo og byvandring (M)
Dag 5: Ankomst Madrid og panoramatur i bus (M)
Dag 6: Madrid byvandring og egen tid eller Tapas Tour (M)
Dag 7: Zaragoza, byvandring og fællesmiddag (M,A)
Dag 8: Montserrat-klostret og ankomst Barcelona (M, A)
Dag 9: Byvandring og tid på egen hånd samt afskedsmiddag (M,A)
Dag 10: Hjemrejse (M)

M = Morgenmad F = Frokost A = Aftensmad

Vi tager forbehold for ændringer i rejsen program grundet lokale forhold.

Søg rejse
Vælg kun det, som du synes er vigtigt

Dagsprogram

Dag 1: Ankomst og fællesmiddag (A)

I Lissabons lufthavn bliver vi mødt af vores rejseleder som følger os på hele turen. Efter indkvarteringen på vores hotel tager vi hul på rejsen ved at hilse på og skåle med hinanden over en fællesmiddag ude i byen.
Vores hotel ligger centralt, hvilket gør det nemt for os - også på egen hånd - at udforske og nyde det centrale af byen.  

1255 blev Lissabon Portugals hovedstad. Kort forinden havde det unge kongerige revet sig løs fra Galicien i nord og fordrevet de sidste maurere i syd. Portugals grænser har ikke ændret sig stort siden dengang. I løbet af det 15. og 16. århundrede oparbejdede landet en status som stormagt. Det var blevet en anseelig søfartsnation og Den Nye Verden blev erobret, hvilket indbragte kongeriget umådelig velstand.

Imperiets rigdom smuldrede herefter i takt med, at de mistede handel på tværs af oceanerne. Nedturen kulminerede med det store jordskælv i 1755, som fuldstændigt ødelagde Lissabon. I løbet af det næste århundrede mistede Portugal alle sine kolonier, senest Brasilien i 1822.

Op mod 2 millioner portugisere udvandrede herefter over de næste hundrede år. Primært til netop Brasilien samt USA. Ved revolutionen i 1910 afskaffedes monarkiet og i 1920'erne var Portugal tæt på bankerot. Et militærkup i 1926 efterfulgtes af næsten 40 års diktatur. 

Dag 2: Lissabon (M)

Ligesom det gamle Rom er Lissabon oprindeligt opført på 7 høje, og den er blandt Europas smukkeste hovedstæder. Byens centrum, hvor vu bor på denne rejse, er et kludetæppe af forskellige kvarterer med hver deres historie og særpræg.
Den første del af dagen vil vi på en byvandring få større historisk og kulturel indsigt i selskab med vores rejsesleder. Resten af dagen og aftenen er til fri disposition.   

Lissabon, Portugal
Billede: Lissabon, Portugal.

Dag 3: Tværs gennem Portugal til Évora og Spanien (M,F)

Alentejo-regionens sletter strækker med vinmarker og korkege, så langt øjet rækker. Aletejos hjerte er den gamle universitetsby Évora, med bl.a. sin bymur fra middelalderen og berømte romerske ækvadukt. Her gør vi et spændende ophold med en guidet tur blandt imponerende ruiner.

Vi oplever blandt andet det gamle tempel og de romerske bade, de krogede middelaldergader, torvet Praca do Giraldo, katedralen og Gracia-kirken. Måske har du lyst til at besøge San Fransisco-kirken og dens makabre kapel, der er udsmykket med knogler og kranier fra 5.000 munke.

Frokosten er medbragt og nydes i bedste picnic-stil, inden vi læner os tilbage i bussen og nyder landskabet passere forbi frem mod den spanske grænse. Scenen skifter til Spanien, men vi bliver i Romeriget i mødet med byen Mérida - "Spaniens Rom" og hovedstad i regionen Extremadura.

Intet sted i Spanien er det romerske præg større end her. Vi skal på en dejlig romersk byvandring og på Det Nationale Museum for romersk Kunst præsenteres vi for historien via spændende og velbevarede artefakter. 

Romersk teater i Mérida i Spanien
Billede: Romersk teater i Mérida i Spanien.

Dag 4: Mérida-Trujillo-Toledo (M)


På ruten til næste bestemmelsessted gør vi holdt i Trujillo, som er yderst præget af kolonitidens velmagtsdage. Conquistadoren Francisco Pizarro, der stod i spidsen (sammen med to halvbrødre) for erobringen af Inkariget i begyndelsen af 1530'erne blev født i byen. Huset, hvor han og halvbrødrene blev født, ligger her stadig og fungerer som museum. Her vil der være en god pause til at se sig omkring og spise frokost inden, vi drager videre.

Vi befinder os fortsat i Extremadura-regionen. Navnet antyder, at Extremadura er en barsk egn og er historisk også en af Spaniens fattigste (dura betyder hård eller rå).  Det er afsidesliggende og bjergrigt med jord, som er svært at dyrke. Naturmæssigt er den dog en perle med naturparker og et rigt fugleliv.

Her er masser af storke på landsbyhusenes tage og græsarealerne er hjemsted for den specielle svinerace Pata Negra, sortfodssvinet. De lever godt på markerne her omgivet af korkegetræer. De bevæger sig frit, roder efter agern i jorden og ruller sig i mudder, når chancen byder sig. Det gør, at vi fra disse grise får det ypperste på kloden af lufttørrede skinker.

Toletum kaldte romerne byen, hvis oprindelse der er lidt uklarhed omkring. Toledos historie mener man begyndte omkring det 5. århundrede f.Kr., da en gruppe jødiske rejsende bosatte sig. Sikkert er det at byen kom på romerske hænder i 193 f.Kr., og da Romerriget gik i opløsning, kom Toledo under vestgoternes herredømme. Vestgoternes rige kom til at udgøre det meste af Den Iberiske Halvø samt det sydvestlige Frankrig og Toledo var hovedbyen.
I 711 faldt byen til maurerne, der havde magten i 350 år, før den erobredes af Castilliens kristne konge Alfonso VI.    

Tajo-floden ved Toledo i Spanien
Billede: Tajo-floden ved Toledo i Spanien.

Vores hotel ligger centralt og er derfor et godt udgangspunkt for vores individuelle udforskning af denne gamle by. Inden da vil vi foretage en byvandring med vores rejseleder.
"De tre Kulturers By" - kristne, muslimer og jøder boede og trivedes sammen i århundreder, hvilket har præget arkitekturen, kirkerne, paladserne og de stadig eksisterende moskeer og synagoger.

Det lyder ganske romantisk men gennem både de 13. og 14. århundreder foretog kongedømmet flere gange masseafbrændinger af jøder. Både jøder og arabere blev ved et dekret helt fordrevet fra Spanien i 1492.

Toledo var Castilliens hovedstad frem til 1560, da kong Carlos V flyttede sit hof og administration til Madrid. Landets ledende biskop har dog fortsat hovedsæde i Toledo og er tilknyttet byens meget smukke gotiske katedral, som er udsmykket med en del portrætter fra maleren El Grecos hånd.

El Greco, Grækeren, hyldes som en af Spaniens største malere, selvom han faktisk oprindeligt var fra Grækenland. Han hed Domenico Theatopoulos kom fra Kreta hvor han blev uddannet.
Som 26-årig rejste han ud og etablerede sig som kunstner i hhv. Venedig og Rom. Han kom først til Toledo 10 år senere, men boede og virkede her frem til sin død i 1614. I Santo Tome-kirken hænger et af El Grecos mesterværker "Grev Orgaz’ begravelse".

Dag 5: Toledo-Madrid (M)

Ved ankomsten til Madrid kører vi en panoramisk rundtur forbi de vigtigste monumenter i Spaniens hovedstad. Vi indkvarteres dejligt centralt i byen, hvor der altid er liv, så det er nemt at gå ud og nyde aftenen i de menneskefyldte gader.

Dag 6: Madrid (M)

Formiddagen står på byvandring i det centrale Madrid. Byens storslåede pladser giver alle et godt udgangspunkt for hver sin del af Madrid. Plaza de España ved statuen af den spanske forfatter Cervantes' to berømte helte, Don Quijote og Sancho Panza.

Plaza de Oriente, pladsen ved Kongepaladset med sine 44 statuer af spanske herskere. 16 af paladsets 2800 værelser er åbne for offentligheden, og du er inviteret med indenfor. Vi ser Plaza Mayor, Madrids største og vigtigste plads. Med plads til 100.000 personer danner den ramme for både fejringer og demonstrationer.

Plaza Santa Ana er udgangspunkt for området "hvor det sner" med barer, teatre, musikere og gadeartister. Et herligt område at slå sig ned med en kop kaffe eller una caña - en lille fadøl - efter dagen byvandring. Frokost er i dag på egen hånd, og resten af dagen er til fri disposition.

Rejselederen kan give kyndig vejledning i tapaskulturen samt gode steder at besøge. Du kan også vælge at deltage på Tapas Tour, hvor vi besøger 3 forskellige tapassteder og får i alt 6 forskellige tapasretter samt en drink hvert sted. Tapas Tour skal bestilles hjemmefra og koster 220,- kr.

I din fritid er mulighederne mange for såvel museumsbesøg som shopping eller en tur i byens mange grønne parker. Man kan ikke nå det hele, så det er fint at gøre sig nogle tanker om sine oplevelsesønsker. Det er forholdsvist nemt at komme rundt med metroen, og det vil spare dig for alt for trætte fødder.

Er du kunstinteresseret, så finder du den ypperste af slagsen her i Madrid. I det, man i folkemunde kalder "Den gyldne Kunsttriangel", finder du de tre berømte museer Prado, Thyssen-Bornemisza og Reina Sofía, der tilsammen udgør én af verdens største og bedste kunstsamlinger. 

Kongeslottet i Madrid, Spanien
Billede: Kongeslottet i Madrid, Spanien.

Dag 7: Madrid-Zaragoza (M,A)

Zaragoza, Aragoniens hovedstad, ligger smukt på bredden af Ebro-floden. Der vil være et kaffestop (eller to) undervejs, og mulighed for frokost på egen hånd, når vi når Zaragoza. Om eftermiddagen tager vi en tur i den gamle del af byen, hvor vi ser, hvorledes byen også her er præget i sit udseende af tiderne med romere, muslimer, jøder og kristne. 

Gode eksempler på det er bl.a. ruinerne fra det romerske Cirkus, Aljaferia-paladset, de mauriske helligdomme og en af baroktidens juveler, Basilica del Pilar. Her støder vi på et værk af endnu en verdenskendt kunstner. Maleren Goya er født i Zaragoza, og han har stået for basilikaens freskoer. Middagen er idag inkluderet, og vi samles om de mange indtryk, vi indtil nu har samlet i rigelige mængder.  

Zaragoza, Aragoniens hovedstad
Billede: Zaragoza, Aragoniens hovedstad.

Dag 8: Barcelona (M,F)

Montserrat er et af de mest anvendte pigenavne i Katalonien, idet hun er regionens skytshelgen. Montserrat - Den sorte Madonna - har lagt navn til dette vigtige kloster placeret smukt imellem områdets specielle og betagende klippeformationer. Vi får tid på egen hånd på klosterområdet.

Ved ankomsten til Barcelona, kører vi en panoramatur i byen, inden vi indlogerer os på hotellet. Herefter bliver du sluppet løs i Barcelona på egen hånd - naturligvis med gode anbefalinger fra rejselederen. Der er meget at fordybe sig i under et ophold i Barcelona, og vi vil lade det være op til hver enkelt, hvad de har lyst til at opleve.

Eftermiddagen kunne jo f.eks. tilbringes i Gaudís fodspor. Arkitekten Antoni Gaudis værker er nogle af de ypperste eksempler på modernismen. I dag er det svært at forstå, at stilen var meget udskældt i samtiden. Gaudí eksperiementerede med organiske former og anvendte både keramikkakler og smedejern på nye måder.

Oplev det evt. selv med en tilkøbstur til La Sagrada Familia, "Den ufuldendte Katedral" (skal bestilles hjemmefra) eller ved selv at besøge bygningerne Casa Battló og Casa Milá tæt på hotellet.
Park Guëll, hvor Gaudí selv boede, er et besøg værd med sin skønhed og ro samt en fantastisk udsigt ned over byen. 

Dag 9: Barcelona (M,A)

Efter morgenmaden tager vi på byvandring i den gamle del af Barcelona og oplever det gamle gotiske kvarter. Barcelona blev grundlagt som romersk koloni med navnet Barcino i slutningen af det første århundrede f.Kr. Byen var omringet af en beskyttende bymur, som man endnu kan se spor af i den gamle bydel.

Vi besøger bl.a. katedralen La Santa Creu, som blev bygget over seks århundreder. Byggeriet startede i 1298, og den stod endelig færdig i 1890. En anden kirke i området, Basílica de Santa Maria del Mar, "Havets Katedral", ligger i nabokvarteret Born, som de sidste 20 år er blomstret op og blevet meget populært.

En tur ad Ramblaen er også et must i Barcelona med et stop i det populære madmarked La Boquería. Her vrimler det med friske spanske råvarer, og der er rig mulighed for frokost eller at købe spanske souvenirs, som spansk ost, vin og skinke med hjem. 

Om aftenen mødes vi til fælles afskedsmiddag på en lokal restaurant, og sammen fordøjer vi seneste ni dages oplevelser på tværs af både Portugal og Spanien. Vi har på én rejse oplevet tre store metropoler og samtidig besøgt egne og byer, som man ikke kommer omkring på en typisk Portugal- eller Spaniens-rejse.

Dag 10: Barcelona (M)

Formiddagen er igen til fri disposition i Barcelona inden afgangen til lufthavnen og afrejsen hjem til Danmark.

Kort

Rejsen Den iberiske halvø

Rejsen til den Iberiske halvø

Vejret

Hold dig ajour med vejret på din rejse

Se den aktuelle vejrudsigt i Lissabon, Madrid og Barcelona på dmi.dk her