Skip to main content

Rejseleder - Maria Dixen

Da Maria i 1994 tog ud i Københavns lufthavn med det nødvendigste i en skuldertaske, i håb om at finde den første og bedste billet til en ukendt destination, vidste hun ikke at destinationen ville blive hendes nye hjem. Ved skranken i terminal fire stod valget mellem Mallorca og Kreta, og da hun havde været på Kreta, men aldrig på Mallorca, valgte hun solskinsøen, også på trods af rygter om spanske grisefester.

Maria blev forelsket i Mallorca og blev der til 1998, hvor hun rykkede videre til Andalusien. Hun bosatte sig i Sevilla og derefter Granada, og påbegyndte i mellemtiden sin kandidatuddannelse i spansk sprog og kultur på Københavns Universitet, som fjernstudent.

Nogle år efter, da hun tilfældigt havde et ophold i et døgn i Madrid, blev hun ramt af den store kærlighed. Madrid indeholdt alt hvad hun elskede og beundrede ved Spanien, og der var ingen tvivl om, at det var her hun skulle bo. Hun overflyttede sin uddannelse til universitetet i Madrid, hvor hun læste, studerede og flyttede ind i det kvarter, hvor Cervantes havde skrevet Don Quijote.
Byen emmede af fantastisk kultur og historie og Goya, Lope de Vega, Lorca og Dali blev nogle af de mange skikkelser, Maria mødte til daglig, når hun i sin fritid udforskede byen i alle dens fine, brutale, romantiske og magiske byrum.

Hun er aldrig vendt hjem til Danmark og Madrid er blevet hendes by. Hun forsker stadig i spansk film, og bruger sin fritid til entusiastisk at guide gæster fra Kulturrejser Europa rundt i dét hun mener, er et af de mest interessante, vindunderlige og dramatiske lande i Europa. Nemlig Spanien!

Du kan møde Maria på vores rejser til: Spanien.

Find rejse
Vælg kun det, som du synes er vigtigt