Dag 1: Ombordstigning i Københavns frihavn (F,A)
Afsejling kl. 17:00
Vi stiger ombord på skibet Adventure of the Seas. Når vi har installeret os på skibet, spiser vi frokost. Efterfølgende er der en fælles skibsrundtur, hvor vi kan blive bekendt med alle de skønne faciliteter. Efter den obligatoriske sikkerhedsøvelse stævner vi ud fra Københavns havn og sejler ud i Østersøen.
Dag 2-3: På havet (M,F,A)
Begge dage er til søs, og det giver en oplagt mulighed for at prøve nogle af skibets mange faciliteter. Her er en skøn overdækket swimmingpool, bibliotek, café, spa og fitnesscenter for blot at nævne nogle få af mulighederne. Der vil også være samling, hvor rejselederen gennemgår de havneanløb, der venter forude.
Dag 4: Tallinn, bustur og byvandring (M,F,A)
Ankomst kl. 08:00 - afsejling kl. 19:00
Estlands hovedstad Tallinn er i høj grad kædet sammen med Danmark historisk. Danskerne erobrede byen i 1219 og styrede den i godt 130 år, før den blev solgt til Den Tyske Orden. Det var også i forbindelse med erobringen af Tallinn i 1219, at Dannebrog faldt ned fra himlen den 15. juni og vendte slagets gang til Danmarks fordel.
Dagen i Tallinn starter med en kort bustur, hvor vi for en kort stund genopfrisker Slaget ved Lyndanisse i 1219. Ellers er det den gamle bydel i Tallinn, som er byens hovedattraktion. Den gamle hansestad blev også optaget på UNESCO's Verdensarvsliste i 1999 og fremstår i dag som et flot tidsbillede af middelalderen. Vi spadserer gennem gaderne med de toppede brosten og kommer forbi nogle af de smukkeste bygninger, såsom parlamentsbygningen, rådhuset og den russisk-ortodokse Alexander Nevskij-katedral. Der er også tid på egen hånd i den hyggelige gamle by.

Billede: Udsigt over Tallinn.
Dag 5: Skt. Petersborg, heldagsudflugt (M,F,A)
Ankomst kl. 7.00
Vi er ankommet til Skt. Petersborg. Vi kommer sejlende ind af Neva-floden fra den finske bugt, og her møder vi Peter den Stores drøm, Skt. Petersborg, Ruslands port til Europa. Byen, der blev grundlagt i 1703, fremstår som et prægtigt symbol på zarens drøm om at modernisere Rusland. Skt. Petersborg kan beskrives som Rom, Paris og Wien samlet i en og samme by. Skt. Petersborg er et friluftsmuseum med det bedste af barok, neoklassisk og romantisk arkitektur. Samtidig en pulserende moderne metropol med over 5 millioner indbyggere og Ruslands andenstørste by.
Dagen i dag er dedikeret til byens største seværdigheder, og vi tager på en omfangsrig og fyldestgørende bytur. Morgen og formiddag er dedikeret til en bustur rundt i byen, hvor vi bliver beriget med den spændende, men også blodige og dramatiske historie. Skt. Petersborg dannede rammen om den største og mest berømte belejring i nyere historie, kendt som ”Blokaden af Leningrad” i 1941. Den 842 dage lange belejring af det daværende Leningrad forårsagede en sultkatastrofe, der resulterede i over 1.500.000 døde civile og soldater.
På vores dagsudflugt i Skt. Petersborg kommer vi godt omkring. Vi kører på hovedstrøget Nevskij Prospect, hvor de imponerende palæer står side om side. Vi skal også på besøg i Peter og Paul fæstningen, som ligger på en ø midt i Neva-floden. Det er i katedralen inde på fæstningen, at de russiske zarer ligger begravet. Deriblandt også danskfødte Dagmar som var gift med Kejser Alexander den 3. Vi spiser frokost i den russiske storby, hvorefter vi dedikerer nogle timer til det fantastiske kunstmuseum Eremitagen, der ligger ved Vinterpaladset. Eremitagen huser nogle af verdens største værker af kunstnere som Leonardo Da Vinci og Rembrandt. Der er desuden en stor samling af fransk impressionisme, som i stor grad er kommet i stand grundet konfiskeringer fra private samlinger i kølvandet af revolutionen tilbage i 1917.
Skibet ligger til i Skt. Petersborg natten over.
Dag 6: Skt. Petersborg, byrundtur (M,F,A)
Afsejling kl. 18:00
Glæd dig til endnu en dag i Skt. Petersborg. I dag skal vi opleve den imponerende St. Isaac's katedral, der stod færdig i 1858. Den blev bygget til at kunne rumme over 13.000 mennesker og var i mange år den største af slagsen i Rusland. I dag fungerer katedralen som museum og der afholdes kun prædikener ved helt store anledninger.
Vi skal efterfølgende besøge den smukke Blodskirke, også kaldet Opstandelseskirken, der imponerer med sine løgkupler og farvestrålende facade. Kirken, som stod færdig i 1907, blev i sin tid bygget som mindesmærke for Zar Alexander 2., der blev dræbt i 1981, og er også berømt for sine farvede mosaikker inde i kirken.
Vi er tilbage på skibet ved middagstid og spiser frokosten ombord inden vi om aftenen sejler videre mod Helsinki.

Billede: Vinterpaladset i Skt. Petersborg.
Dag 7: Helsinki, mulighed for orienterende byvandring (M,F,A)
Ankomst kl. 07:00 - afsejling kl. 17:00
Finland er rejsens tredje besøgsland, og vi anløber den smukke hovedstad Helsinki. Byen blev grundlagt i 1550 af Gustav Vasa som en rival til Tallinn. Helsinki er på mange måder kontrasternes by, da både østlige og vestlige magter har sit præg på den igennem dens 463 år gamle historie. Byens vartegn er den smukke domkirke, der stolt tårner for enden af den brede trappe på Senatstorvet. Herfra er du i gåafstand til det meste i byen. Det er også på Senatstorvet, at man finder universitetet, Nationalbiblioteket og naturligvis Senatshuset.
Dagen i Helsinki er til din egen disposition, og du kan vælge at tage med på en af de udflugter, som skibet arrangerer. Du kan naturligvis også vælge at tage med vores rejseleder på en orienterende byvandring (eventuelle omkostninger til transport vil være for egen regning). Her kan dagen f.eks. bruges på at opleve byens farverige leben omkring Helsinkis markedsplads, hvor boder med fisk, blomster, frugt, grøntsager, finsk kunsthåndværk, pelse, boder med mad og drikke danner en hyggelig ramme for handelslivet i Helsinkis hjerte.

Billede: Helsinki.
Dag 8: Riga, byrundtur
Ankomst kl. 11:00 - afsejling kl. 19:00
Vi er kommet til land nr. 4 på krydstogtet, og dagens udflugt foregår i Letlands smukke hovedstad, Riga. Som Baltikums øvrige hovedstæder finder man også Rigas gamle bydel på UNESCO’s verdensarvsliste, men der er ellers ikke så mange andre ligheder. Riga er, i hvert fald for letterne, Baltikums hovedstad – og det er den klart største by i regionen, og den eneste af dem, der er en rigtig storby - med puls og med leben. Historisk har Letland været under fremmed herredømme i 400 ud af de seneste 430 år, hele tiden med Riga som hovedstad. Vi kommer derfor til at opleve en hel del svensk og tysk indflydelse, når vi får historien fortalt af vores lokal guide, og en meget velholdt kulisse af fantastisk arkitektur til at bakke historien op i billeder. Vi ser dog først et andet særligt kendetegn for Riga, Art Nouveau kvarteret, det bedst bevarede af sin slags i Europa. Kvarteret vidner om rigdom og storhed, der ligger nogen tid tilbage. Der bliver også tid på egen hånd inden vi tager tilbage til skibet sidst på eftermiddagen og fortsætter vores tur rundt i Østersøen.

Billede: Riga.
Dag 9: Visby, mulighed for orienterende byvandring (M,F,A)
Ankomst kl. 08:00 - afsejling kl. 18:00
Velkommen til Gotland – en sand perle!
Vi er nu nået til det sidste stop på vores Østersøen-krydstogt – Sveriges største ø, Gotland. Vores rejseleder starter med en orienterende byvandring i hovedbyen, Visby, og skitserer øens spændende historie inden resten af dagen er til fri disposition. Som flere af vores øvrige besøg er der igen tale om en rig gammel Hansestad, men Visby har i modsætning til de øvrige Hansestæder udviklet sig anderledes og har en mere beskeden betydning i dag - mest som svensk Østersøperle. Der er dog rigtigt meget at byde på. Med sin Middelalderby og den 3,4 km velbevarede bymur har Visby også fået en plads på UNESCOs Verdenskulturarvsliste. Her kan du gå på opdagelse i de brostensbelagte gader, og evt. kigge lidt efter de danske spor. Gotland var nemlig under dansk herredømme i næsten 300 år. Fra 1361 – 1645 med få afbrydelser.
Kig indenfor hos de lokale kunsthåndværkere, besøg den Botaniske Have eller gå på opdagelse på Gotlands Museum med kunst og kulturhistoriske udstillinger. Er du til vandring og natur, kan du benytte en af de mange vandrestier øen har at byde på.
Hvert år i uge 32* er der Middelalderfestival i Visby. Vi er så heldige at besøge øen i netop denne uge, hvor der er planlagt et hav af aktiviteter. Så vær forberedt på at komme tilbage i tiden og oplev Middelalderen på bedste vis, når vi besøger Gotland. *der tages forbehold for eventuelle ændringer.

Billede: Udsigt over Visby.
Dag 10: På havet (M,F,A)
Vi sejler vestpå og tilbringer rejsens sidste dag på havet. Vi har besøgt fem lande som alle har budt på spændende historie og mange kulturoplevelser. Det er oplagt at fordøje rejsens mange indtryk og nyde den sidste forkælelse ombord på skibet.
Dag 11: København, ankomst kl. 05:30 (M)
Vi anløber København, og efter at have spist morgenmad går vi fra borde.