Dag 1: Ankomst til Tallinn, transfer til Vihula Manor (A)
Vi ankommer til Tallinn først på aftenen og kører sammen med vores rejseleder til tidligere danske herregård Vihula Manor i Lahemaa Nationalpark. Herregården er fra omkring år 1500 og er i dag restaureret og indrettet som et lækkert ferieresort. Turen tager cirka en time, og efter indtjekningen byder aftenen på velkomstmiddag i den ene af herregårdens restauranter "Kaval Ants Tavern".
Dag 2: Guidet rundvisning på Vihula Manor, udflugt til Lahemaa Nationalpark, Besøg i Rakvere (M,A)
Dagen begynder med en guidet rundvisning på Vihula Manor, og du hører historien om, hvordan gården var engang, og hvordan den igen i 2008 kom på danske hænder. Dernæst kører vi ud i Nationalparken og kommer forbi et par af de øvrige gamle herregårde; Palmse- og Sagadi Manor. Begge er en del af områdets tyske historie, og det er et par fornemme eksempler på den tyske indflydelse, som egnen også har været underlagt.

Billede: Herregården Sagadi Manor.
Langt mere beskedent, men ikke mindre interessant, bliver det, når vi fortsætter mod havet og den lille fiskerlandsby Altja. Fiskerlandsbyen er nærmest et frilandsmuseum af gamle stråtækte restaurerede huse, og der er en skøn ro ved hér ved havet.

Billede: Fiskerlandsbyen Altja.
Om eftermiddagen kører vi til Rakvere, der ligger ca. 30 km væk. Her finder vi også noget rigtigt interessant; nemlig den bedst bevarede danske Middelalderborg. Vi besøger borgruinen i Rakvere og kører herefter tilbage til Vihula - hvor du har tid og kan nyde det skønne naturområde eller benytte dig af stedets fine faciliteter for krops- og sjælelig forkælelse - inden vi spiser aftensmad i hovedbygningens restaurant og får mad fra det moderne estiske/internationale køkken.
Dag 3: Besøg ved Kadriorg og byrundtur i Tallinn (M)
Vores tid på herregården er slut, og vi skal til Tallinn på opdagelse. Inden ankomsten til hotellet besøger vi Kadriorg slotsområdet - der i dag huser Estlands præsident. Oprindeligt mere et lystslot fra den russiske periode, der nu er blevet transformeret til præsidenpalads. Vi tager herefter mod centrum og vores hotel og har tid til at købe noget frokost inden eftermiddagens program; byrundturen i Tallinn.

Billede: Kadriorg slottet.
Med vores lokalguide bevæger vi os rundt i Tallinns middelalderbydel, som er på UNESCOs liste for verdenskulturarv. I Danmark er Tallinn og Estland primært kendt for at være stedet, hvor Dannebrog faldt ned fra himlen i 1219 under Valdemar d. 2.'s erobringstogt, men der har været andre "besøgende" end danskerne. Byen er siden også præget af tysk, svensk, russisk og estisk indflydelse. Så ud over at være arkitektonisk smuk, er Tallinn en by med næsten 1000 års meget blandet historie og stor kulturel variation. Vi tager turen til fods og besøger byens smukkeste vartegn; det gamle rådhus og Toompea Slot, hvor Dannebrog efter sigende faldt ned. Turen går ligeledes forbi smukke katedraler, som Jomfru Maria Domkirken og den ortodokse pendant; Alexander Nevsky- katedralen med de karakteristiske løgkupler.

Billede: Tallinn og Toompea slottet.
Efter byrundturen er resten af dagen på egen hånd, og der er masser af steder at gå på opdagelse i det centrale Tallinns små snørklede gader.
Dag 4: Det moderne Tallinn og et overraskende museumsbesøg (M,A)
Vi skal se på noget af det moderne Tallinn og Estland på dagens udflugt. Som mange andre større byer har Tallinn også givet nyt liv til gamle nedlagte industriområder, som vi også kender det fra Danmark. I Rotermani distriktet, der tidligere være et område præget af lagerbygninger tæt på havnen har man lavet et nyt moderne beboelsesområde. I dag er området præget af ny og spændende arkitektur samt moderne forretninger, restauranter og cafeer. Herefter tager vi ud i det kreative område Telliskivi, der også er et tidligere industriområde - der har fået nyt liv. Området ligger ved jernbanestationen og her er fabriks- og værkstedshaller omdannet til moderne designerværksteder og butikker. Her er udstillinger, koncerter samt masser af caféer og restauranter. Sidst men ikke mindst er der den største overdækkede markedshal i Tallinn - hvor man finder godt til ganen i mange afskygninger. Området er det mest hippe til Tallinn og det sted byens unge foretrækker at gå ud, da prisniveauet også er lavere end i det centrale Tallinn.
Vi tager herefter på museumsbesøg på Seaplane Harbor. Arkitektonisk er det en rigtig spændende bygning, der stammer fra 30'erne, og var hangar for vandflyvere. Set med danske briller er det ikke mindre interessant, da arkitekturen er dansk, og bygningen opnåede nogle landvindinger i forhold til, hvad man kunne få beton til på det tidspunkt. Museet huser idag det estiske maritime museeum - og har en virkelig spændende udstilling af alverdens transportmidler, der kan bruges på vand.
Efter udflugten tager vi tilbage til centrum og har eftermiddagen på egen hånd inden vi om aftenen har afskedsmiddag i Middelalderlige omgivelser i centrum.
Dag 5: Hjemrejse (M)
Efter morgenmaden er det tid til at pakke sammen og tjekke ud fra hotellet. Vi har formiddagen på egen hånd i byen, inden turen går mod lufthavnen efter nogle spændende dage i Vihula og Tallinn.