Skip to main content

5 tips til at planlægge vandreferien

DE BEDSTE TIPS til at planlægge vandreferien

Elsker du at være ude i den friske luft? Holder du af aktiv ferie med smukke naturoplevelser? Holder du af at sætte tempoet lidt ned med et afbræk fra den travle hverdag derhjemme og med tid til at nyde vandrerutens ro og lyde og dufte. Får du et kick ud af at lære nye mennesker at kende i det sociale samvær med andre i din vandregruppe?

Hvis du kan svare ja til alle disse spørgsmål, så er en vandreferie helt klart noget for dig, og det synes vi, du skal prøve. Vandreferie er en fantastisk måde at holde ferie på, hvor du virkelig får en autentisk følelse af den destination, man besøger på sin vandring.

Med Kulturrejser Europas vandreferier får du ikke blot vandring i smuk natur. Vi har også lagt masser af kulturelle, historiske og arkæologiske oplevelser ind i vandreferien, så du i sandhed kommer ind under huden på det land og den kultur, som du vandrer i. Sætter du pris på at få et autentisk bekendtskab, fordi vi færdes i egne, der ligger væk fra turismens godt trådte stier.

Det er altid godt at forberede sig ordentligt, inden du giver dig i lag med din vandreferie. Derfor giver vores vandreeksperter dig her deres bedste tips til din vandreferie, så du er sikker på at få en god rejseoplevelse.
Vi har delt vores tips op i emner, om hvad det er en god idé at forholde sig til inden vandreferien, når du er afsted på ferien og efter vandreferien.

Her kan du se alle Kulturrejser Europas vandreferier.

Vil du på vandretur i Danmarks så læs mere her om vores vandreferie i Mols Bjerge.

Inden du rejser på vandreferie:

1. Tjek vandreområdet inden du bestiller.

Undersøg vandreturenes længde og terræn på den enkelte vandreferie, før du bestemmer dig for at købe. Hvor svær en vandring er, kommer an på flere ting, såsom underlag, højdemeter, klima og længden på dagsvandringerne.
Øer som Irland, Madeira og Mallorca har bjergrige områder, som kan være hårde at vandre i, hvis man er vant til fladt terræn. Korte ture på 6 km kan sagtens være lige så strabadserende som de længste på 20 km, hvis terrænet er kuperet.

2. Planlæg efter vejret på destinationen.

Det kan være en fordel at lægge sin vandreferie et sted, hvor vejret hverken er for varmt eller for koldt. I det sydlige Europa er forårsmånederne, sensommeren og det tidlige efterår det bedste tidspunkt på året at vandre i - og så er disse årstider tilmed flotte. Det er nemt at have en let trøje, regnslag eller solhat i tasken, så du er parat, hvis vejret skulle skifte.

3. Træn ben og ryg, inden du rejser.

Det er en god idé, at du træner lidt vandring, inden du tager afsted på din vandreferie. På den måde får du den bedste oplevelse, når du tager afsted – især hvis du ikke har været på vandreferie før. Udsigterne er ikke nær så flotte, hvis du har ømme fødder hele vejen. Du kan jo evt. gå nogle længere ture i nærheden af, hvor du bor, så du opbygger en vis grundform.

Du bruger ryggen meget, når du vandrer, så den kan du også træne med nogle rygøvelser inden vandreferien. Du kan nemt finde dem, der passer dig på Google eller i en Youtube-video. Det er også en god idé at øve sig lidt på forhånd i at gå med din rygsæk, så du er sikker på, den sidder ordentligt, når du skal afsted.

4. Sådan bør du pakke din rygsæk.

Når du er afsted på en vandreferie, hvor du vandrer i en gruppe, så bliver din bagage altid transporteret af rejseselskabet til det næste sted, hvor I skal sove. Du bør altid have en mindre dagstursrygsæk med polstrede bæreremme med til de ting, du skal bruge eller kan få brug for i løbet af dagens vandring. Husk at holde vægten nede på din dagstursrygsæk. Den skal absolut ikke veje mere end 12 kg.

Her har du en liste over de ting, som kan være gode at have med i en dagstursrygsæk, når du vandrer i en gruppe, og som du også skal tænke over hjemmefra. Husk altid at prøvepakke din dagstursrygsæk, inden du tager afsted:

Regnjakke og regnbukser (vejret kan skifte hurtigt. Især i bjergene)
Regnslag til din rygsæk
Fleece eller en let jakke
Korte bukser (eller bær lange bukser, hvor benene kan lynes af)
Lette handsker
Kasket eller pandebånd
Solhat, solbriller, solcreme og læbepomade med solfaktor (solen kan være meget skarp. Især i bjerge og ved havet. Husk det gælder også, når det er overskyet og selvom vinden blæser og køler huden ned).
En lille førstehjælpspose med det mest basale: Nogle plastre i forskellige størrelser, vabelplastre i div. Størrelser, en pincet, smertestillende piller (hvis uheldet er ude og du f.eks. vrikker om), sikkerhedsnåle og desinficerende vådservietter
Lommekniv
ID (f.eks. dit pas, sygesikring, kørekort)
Vouchers (hvis de skal bruges i løbet af dagen)
Mobiltelefon (husk at lade den op om natten)
Vandflaske
Kort over området, du vandrer i og en rutebeskrivelse til dagens vandring
Hotelliste

5. Sørg for også at se andre ting på din vandreferie.

Kulturrejser Europas vandreferier kombinerer altid kultur og historie på destinationen med vandringen således, at der stort set altid er indlagt nogle dage i rejseprogrammet, hvor man ikke vandrer, men i stedet er ude at opleve nogle kulturelle seværdigheder. Det kan i det hele taget være en god idé at sørge for, at du kan lave andet end at vandre, så du får mest muligt ud af din rejse. Planlæg efter og kombinér din vandreferie med det, du ellers interesserer dig for, hvad end det er strand, byliv, historiske og kulturelle udflugter eller kulinariske oplevelser.
For dig, der gerne vil være fysisk aktiv på ferien og samtidigt opleve dit rejsemål, er en vandretur i Europa en fantastisk mulighed for at kombinere begge.

6. Det er supervigtigt at have det rigtige fodtøj.

Rigtigt fodtøj er alfa og omega på din vandreferie, hvor du belaster dine fødder mere end vanligt – og ofte i flere dage i træk - på jordstier, klipper, gennem skove, bakker, bjerge og meget mere. Dårligt fodtøj er lig med vabler og skader – og det ville jo være en gevaldig skam.
Kort sagt: Har dine fødder det godt på vandreferien, har du det godt!

Der er meget at sige om dette emne, og der findes tonsvis af både tøj og sko/støvler til vandrere, men her er de vigtigste ting, som du skal være opmærksom på:

Om dine vandrestøvler/vandresko:
Vandrer du uden at bære alt for meget på ryggen (f.eks. dagsture i en gruppe), kan du godt vandre i en god vandresko. Men lige så snart du får en tungere rygsæk på ryggen og/eller begynder at vandre i lidt mere stenet, ujævnt eller uvejsomt terræn, så har du helt sikkert brug for nogle ordentlige vandrestøvler med en hård og skridsikker sål, som både forbedrer din balance og din udholdenhed på vandreferien.

I sådan et terræn kommer dine fødder og ankler til tider ud i nogle skæve positioner og vinkler, og når det sker, er det supervigtigt, at du går i nogle vandrestøvler, som afstiver og støtter op om dine ankler, så du undgår en forstuvning, hvis du skulle vrikke om.

Så skaf dig nogle gode vandrestøvler, der passer netop dig bedst. Husk at sørge for at du har omkring én centimeter luft fra dine tæer til spidsen af støvlen, for når dine fødder bliver varme på vandringen, så udvider de sig. Og så skal støvlen skal sidde stramt om din hæl.

Spørg de professionelle i en butik med vandreudstyr, for der findes rigtigt mange forskellige slags støvler. Om du vælger Goretex- (bedre udluftning) eller læderstøvler (mere behagelige at have på i længere tid) er helt op til din egen smag.
Er du i tvivl om pris og kvalitet, så er en god generel tommelfingerregel, at et par gode vandrestøvler ikke behøver koste mere end 1000-1500 kr.

Og vigtigst af alt - og det her kan ikke understreges nok!
Gå ALTID dine vandrestøvler til INDEN du tager afsted på din vandreferie, så de ikke gnaver eller klemmer, når du er afsted på vandrerejsen. Så inden du tager afsted, er det ekstremt vigtigt, at du træner vandring i dine støvler – og helst i bakket terræn, for vi går alle anderledes i terræn end på almindelige veje.

7. Og næsten lige så vigtigt at være klædt ordentligt på.

Okay, så nu har du skaffet dig de rigtige vandrestøvler, og du har puttet nogle kilometer i dem, så du er sikker på, at de ikke klemmer og giver dig vabler, når du har dem på i længere tid. Så er det tid til at se på hvad slags tøj, du skal pakke ned, så du er klædt godt og fornuftigt på til din vandreferie.

Igen er dine fødder her vigtige. Hvad nytter det, at dine vandrestøvler er i tip-top form, hvis du har nogle rigtige møgsokker på nede i støvlen! Løsningen på dette er for mange vandrere to lag sokker: Du tager en tyndere strømpe på inderst, som transporterer sveden væk fra din hud og udenpå har du en decideret vandresok. Det er faktisk lige meget, om sokken er lavet af uld eller kunststof, men det må bare ikke være bomuld.

Og husk så også at teste dine strømper og sokker, samtidig med at du er ude at gå dine vandrestøvler til. Der kan måske være sømme i strømperne, der irriterer din hud eller ligefrem gnaver – eller også er sokkerne og strømperne enten for varme eller for kolde.

Når du overvejer dit vandretøj, skal du tænke på hvor, hvornår og hvor højt du skal gå. F.eks. er vandrere i bjergene ofte udsat for at måtte skifte tøj på grund af vejrskift, så her skal man være forberedt på kulde, blæst og regn, hvis man er uheldig. Det gælder jo i øvrigt også vandring i Danmark, hvor sommervejret også hurtigt kan skifte hen over en dag.

Husk også, at selv i varmere klimaer som Mallorca og Madeira er det rart med en windbreaker eller fleecetrøje, når man kommer op i højderne, hvor temperaturen jo kan falde. Vandring er en udendørsaktivitet, så der findes ikke dårligt eller ubelejligt vejr. Kun dårlig beklædning.

De erfarne vandrere klæder sig på efter flerlags-princippet, som du måske kender fra skiferien. Hovedoverskrifterne her er beskyttelse fra vind og vejr (regn og blæst), det skal holde dig varm, det skal transportere sved væk fra huden, og så skal tøjet være let og nemt at pakke ned i din rygsæk uden at fylde for meget.

Overordnet set klæder du dig i tre lag tøj:
Inderst har du undertøj på af uld, syntetiske materialer eller en blanding af de to, som transporterer sved væk fra kroppen, så du er tør.
Uden på det har du tøj, der isolerer samtidig med, at det er luftigt (f.eks en fleece-trøje eller windbreaker).
Yderst har du tøj på, der skal holde dig tør og forhindre nedkøling fra regn og vind. Det er derfor imprægneret, så det afviser vind og regn og så skal der være membraner eller lynlåse, så fugt under tøjet kan slippe ud.

8. Vandrestave kan være en fordel for dig.

Nogle vandrere kan godt lide at bruge vandrestave, men det er meget et spørgsmål om smag og behag. De kan være en fordel, specielt i meget ujævnt terræn, hvor de blandt andet aflaster dine knæ. Hvis du bruger dem, skal det være teleskopstave, som kan justeres i højden, og på den måde giver dig den bedste stabilitet ift. det terræn, som du vandrer i. Husk at skrue dem ordentligt fast, så de ikke pludselig bliver kortere, når du lægger vægt på dem. Hvis du vandrer på en lang stigning, kan du med fordel lave stavene kortere, så de er mere effektive. Er der tale om en lang nedstigning, så er det godt, at du gør stavene længere, så du kan gå helt oprejst og rankt.
Den optimale højde på vandrestave varierer ift, hvem du er. Som udgangspunkt skal din overarm og underarm forme en vinkel på 90 grader, hvor din overarm peger lige nedad.

Læs vores gode råd her til vandreferie i Danmark.

Når du er afsted på vandreferie:

9. Tjek dagens vejrudsigt.

Det er altid en god idé at tjekke dagens vejrudsigt om morgenen som noget af det første. Det er den, der bestemmer, hvad du skal have på, og hvordan du pakker din dagstursrygsæk. Brug evt. en vejrapp med gode anbefalinger eller spørg de lokale på dit hotel eller herberg. De er naturligvis dem, der kender det lokale vejr bedst.

10. Husk at drikke vand hele dagen.

Når du vandrer, så sveder du – også selv om det ikke føles sådan, fordi du er klædt på efter forholdene. Derfor er det vigtigt at drikke en masse vand, så du ikke ender med at blive dehydreret eller træt. Du skal også huske at drikke vand jævnligt, selvom du egentlig ikke er tørstig. Så din vandflaske skal være lige i nærheden og nem at komme til, når du vandrer – og husk altid at fylde den op, når du passerer en vandpost.

11. Hold dit blodsukker stabilt under vandringen.

Spis lidt snacks undervejs på vandreturen, så dit blodsukker holder sig stabilt. Ellers risikerer du måske pludselig at gå kold på et mere anstrengende stykke af vandreruten. Gode snacks er f.eks. lidt tørret frugt, nødder eller et stykke franskbrød. Grøntsager som f.eks. agurker, gulerødder, peberfrugter eller radiser giver også et rigtigt godt energiboost.

Lad være med at spise slik eller chokolade, for så stiger dit blodtryk og din forbrænding en del, hvorefter det falder igen, og så ender du med at føle dig træt. Udover vand kan man også drikke sådan noget som usødet urtete, frugtte og frugtjuice for at få ny energi.

Når du spiser frokost, så lad være med at spise dig propmæt i fed mad, men hold dig til fuldkorn, der mætter længe og giver fibre til kroppen.

12. Sørg for at vandre sammen med nogen.

Når du vandrer i en gruppe på vandreferier med en rejseleder, opstår der et særligt fællesskab omkring det at vandre. Det gør også vandreferien til en social rejseform, som passer til dig, der rejser alene. Mens vi vandrer, taler vi tit om løst og fast, råd og røverhistorier og gode vandreerfaringer deles, og vi oplever måske sider af os selv, vores vandremakkere eller naturen, som vi ikke var opmærksomme på før.

Hvis du er afsted alene på vandreferie, kan det naturligvis også være for sikkerhedens skyld, at man søger selskab. Der er i sagens natur forskel, hvis du vandrer alene i Danmark, hvor hjælpen aldrig er langt væk, hvis du kommer til skade – eller hvis du vandrer i f.eks. bjerge eller lignende, hvor det kan være en stor hjælp at have en vandremakker.

Efter dagens vandretur:

13. Husk at strække ud efter vandringen.

Vandring er fysisk aktivitet, og som sådan er det en god idé at være opmærksom på, at du strækker ud efter dagens tur, så dine muskler ikke trækker sig sammen i timerne efter, og du får ondt i musklerne og stive og ømme ben, når du skal vandre næste dag.

14. Sådan undgår du vabler.

Vabler er noget, som du helst skal undgå, men som vandrer er det svært helt at undgå en gang imellem – og de kommer også selvom dine vandrestøvler er gået godt til. Derfor er det en fordel at være godt forberedt til, når de kommer.

Medbring vabelplaster, desinficerende vådservietter og en spids genstand til at kunne punktere eventuelle væskefyldte vabler, når du er på dagstur.
Prøv også at lægge mærke til om dine støvler presser på din fod et bestemt sted, så du på forhånd kan sætte et vabelplaster på lige præcist der inden dagens vandretur.

Er du uheldig og får en vabel, gør du følgende:
Sæt hurtigt et vabelplaster på det sted, hvor du kan mærke, at der er en vabel på vej.
Jo hurtigere du reagerer, jo bedre.
Vær omhyggelig med at sætte plastret ordentligt fast, ellers forværrer du bare situationen, hvis plastret ”rynker” eller lignende.
Skal du prikke hul på en vabel, så er renlighed vigtigt. Prik et lille hul med en ren nål og pres forsigtigt væsken ud. Lad endelig være med at flå huden af, da et åbent sår lettere inficeres plus, at det heler meget langsommere. Desinficer såret og brug rene vabelplastre.

15. Pas på din hud på vandreferien.

Smør din hud ind i en god fugtighedscreme om aftenen, specielt i ansigtet. Sammen med en god solcreme om dagen, vil det forhindre din hud i at tørre ud af al den friske luft.

Når du er hjemme igen fra vandreferien:

16. Pas på dine vandrestøvler – også efter ferien.

Husk at passe godt på dine vandrestøvler til næste gang, du skal afsted på vandreferie. Så lever de længere – og det er en god ting, for når først en støvle er gået godt til, vil du nødigt af med den igen, hvis den altså ikke lige er slidt op.

Efter vandring tager du sålen ud af dine støvler og kommer en avis ned i dem, så de tørrer. På den måde passer du bedst på læderet (hvis du har en læderstøvle), fordi det kan blive stift eller gå i stykker, hvis du tørrer det ved f.eks. en radiator eller ovn.

Tør støvlerne af med en våd klud eller en børste og fjern mudder. Tag snørebåndene ud inden du renser dem, hvis de er meget beskidte.

Når dine støvler er tørre, skal du behandle dem, så de forbliver vandafvisende, men her er der forskellige måder at gøre det på alt efter, om det er læder- eller Goretex-støvler.

Støvler eller sko af læder:
Disse gør du vandafvisende med et voks- eller silikonebaseret produkt. Med voks kan de godt blive lidt mørkere i farven. Du kan også imprægnere støvlerne med en spray (spørg evt. i butikken, når du køber dem), men det er ikke lige så effektivt som voks. Det er vigtigt, at du ikke bruger et fedtbaseret produkt til læderstøvler, for så udvider støvlen sig og gør, at støvlen ikke ”ånder” længere.

Goretex-støvler:
Du imprægnerer din Goretex-støvle med en spray, så den er beskyttet imod vand og snavs. Skal du gøre dem rene, skal du bruge en vandbaseret spray.

Nu er dine vandrestøvler klar til næste gang du skal på vandreferie. Vi håber, at du har haft noget ud af at læse disse tips til vandreferie.

God vandreferie!

Her kan du se alle Kulturrejser Europas vandreferier.

Hvis du har interesse i vores andre vandreferier, er du velkommen til at skrive det på vores kontaktformular.

Indlægget er udarbejdet i samarbejde med Ugebladet SØNDAG & femina

Er du klar til at snøre vandreskoene på din næste rejse? Læs mere om vores vandrerejser og aktive ferier her.

Søg rejse

Vælg kun det, som du synes er vigtigt